Johannes Sløk

Ved en teori af den art mener Kierkegaard at have forenet det evige og det tidsbestemte, den urokkelige gyldighed og den historiske relativisme. Indholdet af begreberne om godt og ondt skifter ganske vist fra epoke til epoke, men det gør dem ikke ugyldige. De bliver ikke slugt af nihilismen. De er nemlig hver gang en skikkelse af den evige, a-historiske, af Gud skabte modsætning mellem godt og ondt. Men her, hvor det ikke er geometriske figurer, men etik, det drejer sig om, skal der en mellembestemmelse til. Det er valget. Når mennesket vælger sig selv som sig selv, vælger det sig i sin givne samfundsbestemthed og dermed har det forpligtet sig på de gældende begreber om godt og ondt. Og det etiske liv er dermed blevet alvor. Når det nu anstrenger sig for at vælge det gode, lever det et autentisk menneskeliv.

idealet står fast: mennesket skal gives tilbage til det faktiske liv i det faktiske samfund, i fællesskab med de faktiske mennesker, som det nu engang står i et mangeartet forhold til. Hele det æstetiske i mennesket, det givne indhold, livets skønhed og glæde, skal bevares og gøres trygt gennem den etiske holdning. Det er det simple daglige liv, Kierkegaard vil, men han vil det kun, hvis det er helt virkeligt; det skal rives ud af fortvivlelsen og bringes ind i forsoningens og beroligelsens dimension.

Det er netop det, der sker, ifølge assessorens analyser. Når mennesket er flyttet ind i sig selv og er gået ind i sin tid, med Gud bag sig som den gyldiggørende instans, da ligger hele den faktiske tilværelse parat, og etikeren kan glad gå i gang med den. I samme øjeblik mennesket bliver sig selv, iklæder det sig sit sociale selv. Sådan kan Wilhelm udtrykke det. Det ‘sociale selv’ – det er det æstetiskes enhed med det etiske, det enkelte individs enhed med det samfundsbestemte fællesskab. Og at gøre det er – som formuleringen lyder – ‘at realisere det almene’.

Men han brugte begge dele, formuen og genialiteten, på at lovprise det, han var lukket ude fra, det almindelige menneskeliv, det borgerlige ægteskabs lykke, det daglige arbejdes velsignelse, den stille glæde ved at være til i verden, med familie og vennekreds. Livets højeste mål er – det helt almindelige, ‘det almene’, siger Kierkegaard, bevidst vendt mod al romantik, mod al spekulativ idealisme, mod enhver religiøs pietisme.

Det er med hensigt, jeg her anbragte et citat fra en opbyggelig tale. Jeg vil gerne fremhæve hele det opbyggelige forfatterskab, der ofte ganske ufortjent har stået i skyggen af det pseudonyme forfatterskab. Det er i de opbyggelige taler, han udtrykker sig mest ligefremt og jævnt, lidt omstændeligt måske efter vor tids smag, men uden det lærde og filosofiske apparat, der ellers kan gøre forståelsen så vanskelig. Og det er i det opbyggelige forfatterskab, han bliver ved og bliver ved med at formulere sin mest oprigtige opfattelse af det religiøse liv

Det i vor sammenhæng afgørende er, at eksistens i denne forståelse er noget tilføjet. Essensen er først til; den er til i evighed. Men til denne essens kan på et givet tidspunkt eksistensen tilføjes, og det betyder, at den stoflige ting træder frem som en tilsynekomst af essensen. For menneskets vedkommende betyder det, at et eksisterende menneske er et væsen i udlændighed; som eksisterende er det kommet bort fra sin egentlighed, det er »faldet«, og det længes tilbage mod sin evighed. For et sådant væsen er
eksistensen derfor ikke noget værdifuldt, noget, som det kommer an på, eller som det gælder om at bevare; tværtimod vil det gerne af med den for at kunne vende tilbage til evighedens virkelige verden.

For eksistentialismen er eksistens noget helt andet. Eksistens er ikke noget, der føjes til en i forvejen værende essens, men er tværtimod det begreb, som alt begynder med. Eksistensen er der »først«, som udgangspunkt for alle andre bestemmelser, som det grundlæggende begreb, der skal begrunde alle andre begreber.

»Vi er ikke helt tilforladeligt hjemme i den tydede verden!« Der kan næppe gives et kort udtryk, der klarere formulerer den situation, eksistentialismen ser mennesket anbragt i: man har i tydningen skabt sig en verden til at bo i, et hjem; men det er en misforståelse at betro sig alt for uforbeholdent til denne verden; man kan ikke helt tilforladeligt være hjemme i den, for verden er ikke ét med den tydning, som vi udkaster af den.

Når vi lægger disse overvejelser til grund, kan vi fastslå følgende: den position, hvor mennesket har mistet – eller rettere: endnu ikke har erhvervet – sig selv, men henter sit liv fra tingenes ting-væren, bevirker, at mennesket er uoprindeligt. Det uoprindelige betyder, at mennesket ikke selv er oprindelsen til sin livsudfoldelse. Oprindelsen er tværtimod det andet: verden, tingene, samfundet, det konventionelle. I denne forstand af ordet er tilstedeværelse uoprindelighed.

Helt tematisk – for nu at tage et eksempel til – bliver dette synspunkt formuleret af Spinoza, når han programmatisk formulerer det paradoksale begreb: Guds frie nødvendighed. I den spinozistiske metafysik er Gud identisk med den totale syntese, uden for hvilken intet er. Gud er derfor umodificeret ét med sin essentia; der er intet andet end den, dvs. der er intet, der eventuelt kan stille sig hindrende eller hæmmende i vejen. Følgen er, at Gud med nødvendighed udfolder sit væsen, og denne uindskrænkede nødvendighed er aldeles det samme som hans uindskrænkede frihed.

Det eksistentialistiske valg af dilemmaet er ikke et sådant forsøg på at manøvrere; i det vælger man i absolut og umodificeret forstand dilemmaet, eller man vælger slet ikke. Man vælger sig i dilemmaet, man finder sig i det – hvilket er noget andet end at finde sig i det. I at vælge sig i dilemmaet vælger man det som sit. Og det vil i virkeligheden sige, at man står inde for det, aldeles som om man havde frembragt det.

Kierkegaard udtrykker eksistensens primære karakter ved at sige, at man ikke kan erindre sig tilbage i evigheden. Denne formulering er direkte vendt imod Platon; for ham hørte sjælen hjemme i ideernes evige verden, og selv efter at den var sunket ned i tidens og stoffets verden, var det muligt for den gennem erindringen om sin fortilværelse at genkalde i sig mindet om den ideelle virkelighed. Mennesket kunne i den forstand erindre sig tilbage i evigheden. Men den udvej er efter Kierkegaards opfattelse spærret. Mennesket er et eksisterende væsen, for hvem det i yderste forstand netop kommer an på at eksistere.