Johannes Sløk

har set, hvordan situationen i den henseende var for spidsborgeren. Han bildte sig ind, at han kunne træffe et valg; det gjorde han hver dag; men det var et øjenbedrag, for i virkeligheden var det forholdene, de anonyme kræfter, der valgte på hans vegne. Med æstetikeren forholder det sig anderledes. Han har gennemskuet, at alting er ligegyldigt. Men det betyder, at alting i bogstavelig forstand er lige gyldigt – og hvorledes kan man da vælge det ene frem for det andet. Når man lige så godt kan vælge det ene som det andet, bliver det ørkesløst overhovedet at vælge. Valget fører ikke til noget; det bliver et slag i den tomme luft.

Det forhold lader Kierkegaard sine æstetiske forfattere fremsætte mange burleske betragtninger over. Det berømteste sted er utvivlsomt det mageløse ‘foredrag’, der afslører, hvad en æstetiker må forstå ved selve titlen på det store værk: enten-eller. Gift dig, siger han, og du vil fortryde det; gift dig ikke, og du vil fortryde det; hvad enten du gifter dig eller du ikke gifter dig, du vil fortryde begge dele

At tage afstand er at forlade noget, men det giver kun mening, hvis man så kommer et andet sted hen – men det gør den kierkegaardske æstetiker netop ikke. Han nøjes med at sige nej, at melde sig ud af samfundet (som det nu er blevet moderne at udtrykke det), men han melder sig ikke ind i noget andet samfund, et alternativt samfund. Han vil overhovedet ikke have noget med noget samfund at skaffe. Han svæver rundt i den rene tomhed, og nok danner æstetikerne et slags broderskab, der kan holde drikkegilder sammen, men det broderskab skal ikke forveksles med et samfund. En æstetiker hader enhver form for kollektivitet. Han er i meget ekstrem forstand individualist.

Men hvad får under de vilkår manden egentlig tiden til at gå med? På den ene side vil han ikke deltage i den borgerlige tilværelses mange gøremål, thi de er formålsløse og latterlige; på den anden side har han ikke udfundet nogen alternativ livsform, han i stedet for kunne hengive sig til. Udtømmer han sig da for al aktivitet? Sidder han blot apatisk hen og stirrer ud i luften? Naturligvis ikke. Det kunne intet menneske udholde, og da slet ikke en af disse æstetikere, thi de er tydeligt nok højt begavede mennesker, der i virkeligheden er fyldt med den største energi. Hvad i alverden skal en sådan æstetiker da foretage sig?

Den eneste udvej, han kan finde på, er, at han må spille teater; eller, sådan foretrækker han at udtrykke det, han må lave tilværelsen om til en maskerade, for på en maskerade kan man klæde sig ud som hvad det skal være og spille en vilkårlig rolle uden at risikere, det nogen sinde bliver til alvor