Karl Gjellerup

Ungdommen, bemærkede Fru Koch halft til sig selv, kastende dette Ord ud som en Snøre for at see om der var Bid.

— Naturligvis, sagde Koch, — Ungdommen — netop! — Jeg tvivler ikke om, at han jo kommer paa bedre Veje. Det er heller ikke min Mening absolut at lukke mit Hus for ham — paa ingen Maade; — her blev Herr Koch saa rørt over sin egen Fordragelighed og Overbærenhed, at han maatte sætte Rørelsen med en Bunddækker Rom, hvorpaa han hævede Taflet og fortsatte sin Udvikling i Dagligstuen, staaende foran Kakkelovnen.— Han vil utvivlsomt faae modnere Anskuelser, sagde han. Men indtil da maa han ogsaa lære …. det er aldeles nødvendigt, at han lærer, — at tage Hensyn til … og … at bøje sig for — den religieuse sædelige Aand i de Kredse, han omgaaes.

Især havde Herr Koch altid behandlet ham meget overlegent, og, naar Magnus Koch besøgte dem, var det hans Yndlingsthema at drille ham med hans Tilkommende, Noget, som Magnus iøvrig aldeles ikke tog ham ilde op. Han svævede virkelig stedse mellem Frygten for at blive Pebersvend og Frygten for at faae en Kone, som tog ham for hans Penges Skyld.

Tanken om et Ægteskab med en rig Pige, som paa engang vilde stille ham uafhængig med Evne til at føre et Liv efter sin noget forvænte Smag og skaffe ham et Hjem, havde megen Tiltrækning for ham. Han mærkede at Baronessen var meget optagen af ham, og han indlod sig med hende med den Sikkerhed, som han fik ved Bevidstheden om selv at være uden Fare; hvis han ikke vandt hendes Haand, — nuvel, han vilde ikke skyde sig derfor, thi alt det var hændet ham allerede før. Han følte sig tiltrukken af hendes Skjønhed og Livlighed. Nogen Lidenskab kunde han neppe fatte for hende, men han havde tumlet sig nok i dem. Han frygtede ikke Ægteskabets
Baand, thi han havde brugt sin Frihed og var ogsaa bleven kjed af den.