Kristian Ditlev Jensen

Det hele faldt fra hinanden i 1970.

Men så kom Lene. Og ligesom hun hjalp én med at skænke i de plumpe, Duplo-agtige, knaldrøde stabelkopper af plastic, på samme måde hjalp hun én med at omfavne smerten, ydmygelsen, mindreværdet, ensomheden

Min anden fætter, Paul, som er ældst, mente til at begynde med, at det stadig bare var postevand. Men vi andre fik ham hurtigt på andre og bedre tanker. Farmor havde jo selv lige fortalt os, at det var
vin. Og der var altså noget ved det nu. Noget fint. Noget dyrebart. Noget udsøgt. Noget sjældent. Det var forandret.

Der var hylder på begge sider, fra gulv til loft.

Kan vi gøre det igen?“ spurgte jeg så – uden at vide, hvor det kom fra.

„Vi tager den en af dagene. Vi skal jo også ud at købe ind,“ sagde han.

Jeg nikkede. Jeg havde virkelig lyst til, at vi gjorde det igen. Med det samme. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Måske endda endnu hurtigere?

Da hun var væk, skænkede jeg et stort glas vin. Endelig fred. Heldigvis var flasken praktisk taget fuld endnu, bortset fra det, jeg lige havde taget. Jeg sad og læste og hørte noget stille jazz. Det skulle det i hvert fald forestille. I virkeligheden lagde jeg hurtigt bogen fra mig. Jeg sad bare og kiggede ligeud. Jeg nød at sidde. Det var, som om jeg sad dybere ned i sædet. Som om jeg blev tungere og tungere. Jeg skænkede et glas vin mere.

Det var uendelige rækker af tanker. Bøger, jeg ville skrive, steder, jeg ville besøge, mennesker, jeg ville møde. Indre ordbogsopslag, minder fra min barndom, den umulige tanke om igen at mærke, hvordan min mor holdt om mig med sine tykke, varme arme.

„Kommer du snart i seng eller hvad? Jeg gider sgu ikke det her LORT hver aften!“

Vreden kom ingen steder fra. Jeg fik et chok. Pludselig stod hun bare helt tæt på mig. Hun skreg det nærmest. Hvorfor fanden kunne hun ikke bare lade mig være i fred. Eller i det mindste lade være med at komme luskende på den måde.

„Slap dog lige af. Jeg sidder lige lidt.“

„Du sidder sgu altid lige lidt,“ sagde hun og slog badekåben om sig med en vred bevægelse, inden hun gik ind i seng igen.

Det var ren nydelse, da jeg skruede låget af den 21-års Glenfiddich. Men det var ren sadisme, da jeg pressede låget helt fladt sammen ned imod bordpladen.

Den flaske ville aldrig blive lukket igen.

Sammen med et par af de andre var jeg nede at købe øl på vej hen til festen. Min far havde givet mig lov til at være med. Rico drak jo allerede. Og han havde sommetider en masse venner siddende inde på værelset. Så drak de billige Harboe-øl og røg Rød Look. De røg Rød Look, fordi de var længere. Så fik man mere for pengene. Min mor sagde altid, at man jo snart måtte skære sig igennem luften, når hun kom ind med en skål med chips de aftener. Vi stod i butikken og skulle vælge de øl, vi skulle have med. Men ingen af os vidste rigtig noget om øl, så det var svært. De lignede alle sammen … øl. Men man kunne vel gå efter prisen så?

Jeg havde fået at vide, at jeg højst måtte drikke tre øl den aften, af far. Det måtte være rigeligt, sagde han. Så jeg tog tre Harboe – dem, som Rico plejede at drikke. I supermarkedet var der flere, som skulle proviantere. Mette og Anja var der. Og Søs og Jonas og Thomas.

Da vi gik hen mod kassen, stødte vi på Johnny. Han kiggede misbilligende ned i vores røde indkøbskurv, hvor øllerne lå i fodenden af hinanden. Så klirrede de mindre.

„I skal tage guldøl,“ sagde Johnny.

„Guldøl er meget bedre. De er stærkere.“

Efter nogen tid skulle vi ud at se lidt på stjernehimlen ude på gaden. Vi havde vores øller i en bærepose. Vi havde stoppet den ind i en hæk, så vi kunne komme tilbage og hente en øl, når det var tid

Ungdomsklubben var i dagens anledning flyttet ovenpå fra kælderen