Joanna Bolouri

Jeg stiller min kuffert ved siden af sengen og hænger min frakke i garderoben, for når jeg ikke er hjemme, er jeg den ordentlige Nora. Den Nora, som ikke lader alting ligge og flyde i håb om, at feerne samler det op på et senere tidspunkt. Måske bliver jeg endda den Nora, der tager en drink før aftensmaden, hvem ved.

“For fire år siden sagde denne smukke kvinde ja til at spise middag med mig, og for fire uger siden sagde hun ja til at blive min kone.

Søen er meget stille, næsten uhyggelig, og det gør mig pinligt bevidst om, at jeg er en kvinde, der er alene i en afsidesliggende hytte ved en sø med ret dårlig forbindelse. Jeg kunne lige så godt have en T-shirt på, hvor der står DET ER SLUT.

Det varer ikke længe, før jeg vil finde ud af det, for den første time, ”Velkommen til det nye dig”, er allerede klokken 9 i morgen i hovedhuset. Jeg håber bare, at den nye mig har en mindre røv end den gamle mig.

”Hvordan er folk? Er der nogen, der er interessante?”

Med ”folk” mener hun ”mænd”, og med ”interessant” spørger hun, om der er nogen, der er værd at knalde.

”Ja, de er alle utroligt tiltrækkende,” svarer jeg, mens jeg
begynder at spise nudlerne. ”Det er som én stor pik-fest. Jeg forventer at være gravid på onsdag.”

”Det betyder ikke, at jeg vil date ham!” insisterer jeg, hvilket er en lodret løgn, for hvis han inviterede mig ud, ville jeg opdatere min forholdsstatus på Facebook, før vi overhovedet havde sat os til bords.

Hans T-shirt ryger op over maven, og jeg gisper – ikke højt nok til, at han kan høre det, men nok til, at min vagina får lyst til at slippe ud af sin ufrivillige pension.

Jeg ser en kvinde lægge ansigtet i hænderne. Garanteret fordi hun har prøvet speeddating, og det ikke gik godt. Jeg føler hendes smerte. Jeg deltog i en session i 2009, hvor jeg mødte en mand, som havde skrevet 36 noveller om svenske piratludere og boede hos sin bedstemor.