Poul Henrik Westh

Kan man gradbøje ordet elske?« spurgte jeg engang.

Vi lå tæt sammen i sengen, mens pulsen langsomt faldt. Jeg tror, vi var hjemme hos ham, det var vi som oftest.

»Hvad mener du?« spurgte han.

»Kan det gradbøjes, eller er ordet i sig selv så stærkt, at det altid er maksimalt, at det altid er hundrede procent?«

Kasserne smider jeg fra mig på dørken, de skal ikke i vandet, selv om de måske alligevel havner der engang, slutter sig til havenes bjerge og øer af plast og langsomt bliver opløst til mikroplast, forsvinder ind i en fisks tarmsystem, serveres på en tallerken, bliver slugt af et menneske, der spiser sit eget affald, som vi alle spiser vores eget affald hver eneste dag.

Alt kan gå så hurtigt. Den ene dag vågner du ved lyden af vækkeuret, spiser morgenmad, går på arbejde, skændes, ler, elsker, vasker op, bekymrer dig om, hvorvidt kontoen løber tør, inden måneden er omme ... du tænker ikke på, at alt det, du har omkring dig, kan forsvinde. Selv om du hører, at verden er ved at forandre sig. Selv om du kan se det på termometret. Du tænker ikke på det før den dag, hvor det ikke længere er noget vækkeur, som får dig op om morgenen, men lyden af skrig. Flammerne er nået frem til din by, til dit hus, til din seng, til dem, du elsker. Det brænder hos dig, dit sengetøj bryder i brand, din pude begynder at ryge, og du kan ikke andet end at løbe.

Vandet havde en magt, en kraft, jeg havde forestillet mig den uovervindelig. Men ikke længere, ikke i mødet med menneskehænder, med gravemaskiner, stålrør, tunneler, ikke i mødet med koncessionsindtægter, industrialisering og velfærdsstaten.

Vi ejer ikke naturen

kasserne over bord derude et sted, ikke blot isen, men også kasserne, der er så meget plastic i havet, så uendelig meget plastic, otte millioner tons bliver smidt i havet hvert eneste år,

Mennesker har begrænset tid og hjernekapacitet. Derfor bruger de enkle tommelfingerregler – heuristik – som hjælp til at foretage skøn. Et eksempel ville være ‘tilgængelighed’. Antag, at jeg spørger dig, om Dhruv er et almindeligt navn. Hvis du kommer fra et vestligt land, vil du højst sandsynligt sige nej, men det er faktisk et helt almindeligt navn i Indien, et land med en masse mennesker, så på verdensplan er det faktisk et temmelig almindeligt navn. Når vi skal gætte på, hvor ofte noget forekommer, spørger vi typisk os selv om, hvor ofte vi kan komme i tanker om den slags. Det er en fin tommelfingerregel, og i det samfund, man selv lever i, vil det være et godt fingerpeg om et givet navns hyppighed, hvor nemt det er at komme i tanker om, at man har mødt andre med det navn. Men reglen kan ikke bruges i de tilfælde, hvor forekomsten af en bestemt begivenhed ikke er tæt forbundet med, hvor nemt det er at huske på eksempler (som for eksempel Dhruv). Det illustrerer den vigtige pointe i artiklen, og det var den, der fik mig til at ryste på hænderne, mens jeg læste: Når folk benytter sig af den slags heuristik, får det dem til at begå forudsigelige fejl. Det var grunden til, at artiklens undertitel var heuristik og bias. Forestillingen om forudsigelige bias blev en ramme for mine tanker, der indtil da havde været et forvirret rod.

På samme måde antager teorien om dannelse af menneskelig kapital11 (human capital formation), der først blev fremført af økonomen Gary Becker, at folk vælger den uddannelse, de vil have, og hvor meget tid og hvor mange penge de skal bruge på at tilegne sig disse færdigheder, ved korrekt at forudberegne, hvor mange penge de kommer til at tjene (og hvor sjovt de får det) i deres karriere derefter. Der er kun meget få elever på gymnasie- og universitetsniveau, der foretager en omhyggelig analyse af disse faktorer. I stedet for læser folk det fag, de synes bedst om, uden at tænke over, hvilken slags tilværelse det fører til.

Når vi har vænnet os til vores omgivelser, ignorerer vi dem typisk.

Folk opfatter livet som ændringer, ikke niveauer. Det kan dreje sig om ændringer i forhold til tingenes tilstand eller i forhold til det forventede, men uanset den skikkelse, de antager, er det ændringer, der gør os lykkelige eller ulykkelige