Kelly Rimmer

Jeg prøver at køre hende træt, men vi ender bare med at stå der i en akavet stirrekonkurrence. Øjeblikket strækker sig og strækker sig, til jeg indser, at uanset hvor længe jeg venter, vil Jess aldrig i livet sætte sig ned først. Om muligt vil hun blive stående og stirre på mig, til middagen er slut, til brylluppet har fundet sted uden os, til vi begge er døde af sult, og vores knogler blevet til støv. Og når jorden brager ind i solen om syv til otte milliarder år, vil det sidste, mit spøgelse ser, være Jess’ spøgelse, der stadig stirrer vredt på mig, idet vi opløses i en ildkugle af undergang.