Alex Michaelides

At forsøge at fange et snefnug er på en måde som at forsøge at fange lykken, fordi man prøver at tage noget i besiddelse, der straks forsvinder igen. Det mindede mig om, at der var en verden uden for huset, en verden, der var kæmpestor og usigeligt smuk, og som jeg endnu ikke kunne nå. Det er et minde, der er vendt tilbage til mig igen og igen i årenes løb. Det er, som om den elendighed, der omkransede det korte frihedsøjeblik, fik øjeblikket til at lyse så meget desto klarere. Et lille lys i et stort mørke.
Det gik op for mig, at jeg kun kunne overleve, hvis jeg fjernede mig – både fysisk og mentalt.

Jeg tiggede og bad Gabriel om at aflyse, jeg sagde, jeg var nødt til at arbejde, men han mente, det ville være godt for mig. Han insisterede, og det var tydeligt, at han mente det, så jeg havde ikke noget valg. Jeg gav efter og sagde ja.

Gabriel.
På det seneste har jeg

Var der nogen bedre måde at overbevise mig selv om, at min far havde haft ret – at jeg ikke duede til noget og ikke var værd at elske – end at vælge en, der aldrig ville elske mig?

Ellers ville han have besøgt Alicia på The Grove. Han ville have været der for hende, det var jeg sikker på.

Hvordan vi ofte tror, at kærlighed er, ligesom når det slår gnister – altså drama og dysfunktion. Men ægte kærlighed er meget stille og rolig. Hvis man ser på den i et højdramatisk perspektiv, er den kedelig. Kærlighed er en dybtliggende og rolig følelse, som ikke ændrer sig.

har nogle aspiriner et sted, jeg kigger lige. Her.” Han holdt en flaske whiskey frem. “Det her hjælper.”
Så hældte han lidt whiskey i mit krus. Jeg tog en tår. Det var varmt, sødt og stærkt. Der var stille, mens Paul drak af sin te uden at tage blikket fra mig – jeg kom til at tænke på Alicia og hendes gennemborende blik.
“Hvordan

FLADERE og temperaturen faldt, efterhånden som toget nærmede sig Cambridge

Alicia var maler, og Gabriel var en kendt modefotograf. Han havde en særlig stil og fotograferede helst halvnøgne, halvvejs udhungrede kvinder fra

Jean-Felix Martin, ejeren af det lille galleri i Soho, der repræsenterede Alicia