Paul Kalanithi

Uanset om man er perfekt, bliver verden det aldrig. Hemmeligheden er at vide, at kortene er pakket, at man vil tabe, at ens hænder og dømmekraft nogle gange vil svigte, men alligevel blive ved med at kæmpe for at vinde, for patienternes skyld. Man kan ikke opnå perfektion, men man kan tro på et ideal, som man uophørligt stræber imod.

kvinde, som var ved at komme sig oven på en hjerteoperation: »Er du sulten? Hvad har du lyst til at spise?«

»Hvad som helst,« svarede hun. »Jeg er hundesulten.«

»Hvad siger du så til hummer og steak?« Han tog telefonen og ringede til sygeplejerskerne. »Min patient skal have hummer og steak – med det samme!« Idet han vendte sig om mod patienten igen, sagde han med et smil: »Det er på vej, men det kan godt være, det ligner en sandwich med kalkun.«

Men pro‍­ble‍­met stod snart klart: At gøre vi‍­den‍­ska‍­ben til me‍­ta‍­fy‍­sik‍­kens dom‍­mer er ikke bare at ude‍­luk‍­ke Gud fra ver‍­den, men også at ude‍­luk‍­ke kær‍­lig‍­hed, had og det me‍­nings‍­ful‍­des mu‍­lig‍­hed – det er at fo‍­re‍­stil‍­le sig en ver‍­den, som selvsagt ikke er den ver‍­den, vi lever i. Der‍­med ikke sagt, at troen på det, som giver livet me‍­ning, er det samme som at tro på Gud. Men hvis man mener, at vi‍­den‍­ska‍­ben ikke kan in‍­de‍­hol‍­de Gud, må man næ‍­sten også kon‍­klu‍­de‍­re, at vi‍­den‍­ska‍­ben ikke kan in‍­de‍­hol‍­de det me‍­nings‍­ful‍­de, og der‍­for kan livet i sig selv hel‍­ler ikke have nogen me‍­ning. Med andre ord har de ek‍­si‍­sten‍­ti‍­el‍­le på‍­stan‍­de ingen vægt – og al viden er vi‍­den‍­ska‍­be‍­lig viden.