Turbine Forlaget

Desværre kom ordet ‘venner’ ikke helt naturligt

mine gode hjælpere hele tiden bliver kærester med de rige røvhuller i den her

Drengen holdt sig stadig et par hestelængder foran, og snart nærmede vi os den jernbeslåede port, som alle rejsende skulle passere, hvis de ville ind i Svend Tveskægs rige. To ansigter omkranset af store, rimhvide skæg skulede ned over kanten af palisaden.
Drengen råbte op til dem, at de skulle åbne porten, hvorpå den ene skæggede kaldte ned til nogen indenfor – ”Holgers knægt” havde folk med, en mand og en kvinde, begge til hest. Så pegede en tyk finger ned på os, og den skæggede spurgte os, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen. I første omgang opfangede jeg ikke, hvad han sagde, for han talte jo dansk, og var nok også forfrossen i fjæset. Men Sigrid forstod og hviskede til mig, at jeg skulle sige, jeg var bådebygger, og at hun var min kvinde.
Det sagde jeg så. Mændene deroppe fik selskab af én til, en høj og hvidskægget gammel knark, som skulede ned til os. Han ville vide, hvilken gård vi skulle til, om jeg havde arbejde, der ventede på mig der, og hvilken æt vi var af.
”Min far hed Tormod,” sagde jeg og fik pludselig en følelse af, at mine hævnplaner var et storslået og modigt forehavende, og det gjorde mig sjældent snakkesalig: ”Jeg skal til ingen ringere end din konges gård. For jeg har en besked til ham.”
”Den besked kan du give mig,” mente den gamle.
”Nej,” sagde jeg. ”Beskeden er til din konge!”
Flere ord blev der ikke vekslet ved porten. Den hvidskæggede trak uldkappen bedre til om sig og løftede blikket mod markerne i vest, for solen stod lavt, og mørket ville snart falde på. ”Hmm-hm,” rømmede han sig og gik ned ad det, jeg antog måtte være en trappe på bagsiden af palisaden. Det klirrede i kæder og hejseværk. Porten blev åbnet.
Vi tilbragte natten på den indvendige side af Danevirke. Tveskæg havde permanent hærmænd posteret her, en styrke på godt og vel hundrede mand, som kunne råde over de omkringliggende marker og skove efter forgodtbefindende, men de måtte hverken opkræve skatter eller betaling fra folk, der holdt rast her, for alle de rigdomme, rejsende havde med sig, skulle beskattes i byerne længere nordpå. Den hvidskæggede gik under navnet Egir, og det var ham, der tog imod os, da vi red gennem porten. Drengen, der havde fulgt os over markerne, førte os til stalden, hvor han hakkede isen af en spand og fandt lune båse til vores heste, og der blev hældt hø og korn i trugene. Selv fik Sigrid og jeg plads i et af gæstehusene. Dem var der mange af, de lå spredt ud over den store, ryddede plads inden for porten, en hel lille landsby. I gæstehuset var der tændt op i ildstedet, og et par trælkvinder kogte vælling på korn og flæsk. Sigrid og jeg var ikke alene, for mange rejsende opholdt sig her, mens de ventede på familie, der skulle hente dem med slæder fra gårdene længere nordpå. Andre var trætte efter at have rejst i flere dage og tænkte nok, at de ville blive her lidt, før de drog videre. Blandt gæsterne i huset var også to mænd i fodlange, uldne munkekutter, som påstod, at de havde været helt nede i Miklagård og ville sælge mig

arbejde. Efter en okay nat i Camp 1 tog jeg sammen med en spanier ved navn Carlos hul på det stejle stykke op mod Camp 2. Fixrebet lokkede, for vi kunne spare mange kræfter ved at benytte det. Spanieren tænkte det samme, men vi holdt fast i en rute, som jeg havde lagt tidligere på sæsonen.
Vi nåede Camp 2 og holdt en pause, inden jeg uden Carlos valgte at fortsætte mod Camp 3 i knap 7.500 meter på selve graten af Shishapangma. Campen var ofte vindblæst, men lå strategisk godt placeret. Derfra var der ikke langt til selve toppen, og nedstigningen kunne i godt vejr gøres nogenlunde sikkert. Problemet var bare at komme derop.
Vejret slog om, og på det svære stykke over 7.000 meter måtte jeg sætte tempoet ned. Derefter kom en udfordrende, stejl væg på 350 meter, hvor den hårde vind havde fejet sneen væk. Nedenunder var isen hård som granit, og det gav et stød i min krop, hver gang stålet fra min økse ramte væggen. Jeg begyndte at kunne mærke det hårde arbejde sætte sig i kroppen. Mine muskler syrede til, men der var intet at gøre. Jeg skulle op til lejren, og det skulle snart til at være. Langt om længe nåede jeg Camp 3, hvor jeg blev mødt af en østriger. Han var taget afsted tre dage tidligere og havde været på centraltoppen, men altså ikke selve hovedtoppen. Østrigeren var træt og manglede mad og vand, ligesom han var løbet tør for gas. Jeg gav ham en dåse gas og en pakke chokolade, selv om jeg måske selv kunne få brug for det. Han manglede bare begge ting desperat.
Jeg kravlede udmattet ind i teltet og gik i gang med at smelte is over gasbrænderen. Proceduren var som altid langsommelig, og endnu værre var det at skulle udføre øvelsen i duntøj, med handsker på og en temperatur i teltet på minus 28 grader. Jeg væltede i træthed min gryde med vand og forbandede det hele langt væk. I så stor højde er væske ekstremt vigtigt, for uden væske

Tak til Sine Norsahl, min redaktør, som med sin sylespidse pen og knivskarpe tekstkritik har bragt bogen til et niveau, hvor den ellers ikke ville have været.

Nogle gange er man ikke villig til at komme med indrømmelser for sig selv, fordi de ikke er gode for ens selvrespekt …”

Hvis et under eller noget vidunderligt skal ske, er den første betingelse altid, at en enkeltperson tror på dette under. En uforbederlig persons naive mod kan netop der, hvor de lærde tøver, give det frugtbare skub fremad, og som for det meste er det også her en ren tilfældighed, der sætter det storslåede foretagende i gang.

Nu kan der ikke ske noget lykkeligere for et åndfuldt menneske end at blive udelukket fra det offentlige, politiske liv; derved rykkes tænkeren, kunstneren ud af den sfære, der er uværdig for ham, og som kun kan beherskes med brutalitet eller listighed, og sender ham tilbage til hans indre urørlige og uforgængelige sfære. For et intellektuelt menneske bliver enhver form for eksil en tilskyndelse til indre fordybelse, og Cicero oplever denne velsignede modgang i det bedste og lykkeligste øjeblik.

På en måde, Chris, ville jeg faktisk ønske, at jeg havde fået det barn … Det ville have været ret så fantastisk at have det. De sidste par dage har på en måde givet mig en fornemmelse af, hvad det vil sige at være mor. Tænk dig, i aftes sad jeg her i lang tid alene og knugede denne pude i mine arme, mens jeg forestillede mig, at det var min baby. Det gav mig den mest vidunderlige følelse af at være afsondret fra resten af verden. Jeg forestillede mig, at det voksede op, og alt det, jeg ville gøre for det, og hvordan jeg lagde det i seng om aftenen og bagefter gik ud og dyrkede sex med alle mulige beskidte, gamle mænd for at få penge til at købe mad og tøj til barnet … Ja, du kan sagtens sidde der og le, Chris, men det gjorde jeg virkelig!”

Men den lille læge lader os ikke være i fred. Han virker nærmest tiltrukket af vores modstand og mere eller mindre åbenlyse modvilje mod ham. Og Otto bliver bare ved med at udlevere os. En dag lægen talte begejstret om Hitler, sagde Otto: “De skal passe på med at sige den slags til Christoph, Herr Doktor. Han er kommunist!”

Det virkede lægen meget begejstret over. Hans stikkende blå øjne lyste af triumf. Han lagde indtrængende en hånd på min skulder.

“Men De er ikke kommunist! Det kan de ganske enkelt ikke være!”

“Hvorfor ikke?” spurgte jeg koldt og trak mig væk fra hans hånd. Jeg kunne ikke fordrage, at han rørte ved mig.

“Fordi kommunisme ganske enkelt ikke findes. Den er en hallucination. En mental sygdom. Folk forestiller sig, at de er kommunister. Men de er det ikke.”

“Hvad er de så?”

Men han hørte ikke efter. Han kiggede på mig med sit stikkende, triumferende smil.

“For fem år siden tænkte jeg på samme måde som Dem. Men mit arbejde på klinikken har overbevist mig om, at kommunisme blot er hallucination. Det, som folk har brug for, er disciplin og selvkontrol. Det ved jeg som læge noget om. Og jeg har personlig erfaring med det.”