Leif Panduro

Jeg kan ikke fordrage voksne mennesker, altså rigtig voksne, fordi de altid kender hele verden.

Jeg sagde engang til Hubert, at alle voksne troede, de havde fundet de vises sten, men inderst inde vidste de godt, at de ikke havde fået andet end en lang næse.

Somme tider er jeg mægtig højt oppe, meget højere end folk ellers er, og så bli’r jeg arrig, fordi jeg synes, de andre er nogle sløve beder. Og somme tider er jeg helt nede i kælderen, og så bli’r jeg arrig, fordi folk ikke kan lade mig være i fred.

Mens jeg gjorde det, fik jeg øje på hr. Traubert. Han sad inde i sit værelse og brugte en bøjle som gevær. Han stak den ud gennem tremmerne og skød alle dem, der mosede rundt nede i parken. Bang! råbte han. – Nu er du død, dit satans røvhul. Han gjorde ingen forskel på folk, men skød dem allesammen.

Nå, men jeg gik altså rundt ude i skoven

Jeg er en af de fyre, der aldrig får gjort noget.