da

Hanna Lützen

    Flemming Hansenhar citeretsidste år
    .

    Op gik det! Lyra og Roger blev grebet og slynget af sted. Før de vidste af det, sad de overskrævs
    Allan Robert Pinneruphar citeretsidste år
    anspændt og frygtsom ud i månelyset.
    „Du er frøken Sølvtunge,“ sagde hun.
    „Ja,“ sagde Lyra forbløffet. „
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    The Hyperchorasmians af den tyske filosof Gottfried Brande, var en roman, der havde opnået stor popularitet blandt unge intellektuelle over hele Europa og langt videre ud i verden. Den var et litterært fænomen: ni hundrede sider
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    Den var et litterært fænomen: ni hundrede sider lang, med en titel, der dårligt var til at udtale (i det mindste indtil Lyra lærte at udtale ch som k), et værk af kompromisløs strenghed, blottet for alt, som tilnærmelsesvis kunne forveksles med et romantisk plot, solgt i millionvis af eksemplarer – og den havde påvirket en hel generations måde at tænke på. Den fortalte historien om en ung mand, der begav sig ud for at slå Gud ihjel og lykkedes med det. Men det usædvanlige ved den, kvaliteten, der adskilte den fra alt andet, Lyra nogensinde havde læst, var, at i den verden, som Brande beskrev, havde folk ingen daimoner. De var helt og aldeles alene.
    Ligesom mange andre havde Lyra været tryllebundet, hypnotiseret af den stærke fortælling og følt sig ør i hovedet af protagonistens indædte afvisning af alt, hvad der skyggede for den rene fornuft. Selv hans søgen efter Gud med det formål at dræbe ham blev udtrykt med en uimodsigelig rationalisme: Det var irrationelt, at sådan et væsen skulle forestille at eksistere, og rationelt at se helt bort fra Ham.
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    Her var ikke et gran af figurativt sprog, metaforer eller deslige at finde. I slutningen af romanen, hvor helten skuer ud fra bjergene ved solopgang, hvilket i en anden forfatters hænder nok ville have symboliseret en gryende æra af oplysning uden overtro og mørke, vender fortælleren sig foragteligt fra den banale symbolisme. Den sidste sætning lød: „Det var intet andet, end hvad det var.“
    Den sætning blev en form for milepæl i progressiv tænkning blandt Lyras medstuderende. Det blev populært og god stil at nedvurdere ethvert overdrevent emotionelt udbrud eller ethvert forsøg på at læse en mening ind i en tilfældig hændelse eller gøre brug af et argument, der ikke blev understøttet af logik: „Det var intet andet, end hvad det var.“ Lyra havde ved flere lejligheder selv brugt den frase i en samtale og havde følt Pan vende sig væk i foragt, hver gang det skete.
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    lang, med en titel, der dårligt var til at udtale (i det mindste indtil Lyra lærte at udtale ch som k), et værk af kompromisløs strenghed, blottet for alt, som tilnærmelsesvis kunne forveksles med et romantisk plot, solgt i millionvis af eksemplarer – og den havde påvirket en hel generations måde at tænke på. Den fortalte historien om en ung mand, der begav sig ud for at slå Gud ihjel og lykkedes med det. Men det usædvanlige ved den, kvaliteten, der adskilte den fra alt andet, Lyra nogensinde havde læst, var, at i den verden, som Brande beskrev, havde folk ingen daimoner. De var helt og aldeles alene.
    Ligesom mange andre havde Lyra været tryllebundet, hypnotiseret af den stærke fortælling og følt sig ør i hovedet af protagonistens indædte afvisning af alt, hvad der skyggede for den rene fornuft. Selv hans søgen efter Gud med det formål at dræbe ham blev udtrykt med en uimodsigelig rationalisme: Det var irrationelt, at sådan et væsen skulle forestille at eksistere, og rationelt at se helt bort fra Ham. Her var ikke et gran af figurativt sprog, metaforer eller deslige at finde. I slutningen af romanen, hvor helten skuer ud fra bjergene ved solopgang, hvilket i en anden forfatters hænder nok ville have symboliseret en gryende æra af oplysning uden overtro og mørke, vender fortælleren sig foragteligt fra den banale symbolisme. Den sidste sætning lød: „Det var intet andet, end hvad det var.“
    Den sætning blev en form for milepæl i progressiv tænkning blandt Lyras medstuderende. Det blev populært og god stil at nedvurdere ethvert overdrevent emotionelt udbrud eller ethvert forsøg på at læse en mening ind i en tilfældig hændelse eller gøre brug af et argument, der ikke blev understøttet af logik: „Det var intet andet, end hvad det var.“ Lyra havde ved flere lejligheder selv brugt den frase i en samtale og havde følt Pan vende sig væk i foragt, hver gang det skete.
    Da de vågnede, morgenen efter at have læst
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    ikke engang i nærheden af at opnå en intellektuel forståelse af det. Du har allerede givet op. Du har opgivet alt om at argumentere rationelt. Du kunne lige så godt kaste med sten.“
    Pan vendte sig væk. De talte ikke sammen, da de gik ned til morgenmaden. Det ville blive endnu en tavs dag. Der var noget, han ville have fortalt hende om den lille notesbog i rygsækken, den med navnene og adresserne; men han bestemte sig for at holde det for sig selv
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    konkret virkelighed.
    Hun sukkede. Hun holdt alethiometeret løst mellem sine hænder, strøg sine tommelfingre over dets riflede tandhjul, følte den velkendte tyngde, betragtede åndsfraværende refleksionen fra lampelyset, der glimtede i metallet i takt med, at hun vippede og drejede det.
    „Tja, Pan, jeg prøvede,“ sagde hun lavmælt. „Det gjorde du også for en stund. Du kunne bare ikke fortsætte. Du har mistet interessen. Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke fortsætte på den måde. Hvorfor hader du mig så meget? Hvorfor hader jeg dig? Hvorfor kan vi ikke holde ud at være sammen med hinanden?“
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    „I kommer aldrig til at forstå fantasien, før I erkender, at den ikke handler om at finde på, men om at forstå. Hvad har I ellers skændtes om?“
    Dorthe Engerhar citeretsidste år
    dr. Strauss’ dagbog, spøgte deres uenighed om The Hyperchorasmians stadig med stor bitterhed. Lyra begyndte at klæde sig på og sagde: „Pan, hvad er der dog gået af dig i løbet af dette år? Du plejede aldrig at være sådan. Vi plejede aldrig at være sådan. Vi kunne sagtens være uenige om tingene uden denne evige, uoverkommelige utilfredshed –“
    „Kan du ikke se, hvad det gør ved dig, den attitude, du påtager dig?“ røg det ud af ham. Han stod på toppen af reolen.
    „Hvilken attitude? Hvad taler du om?“
    „Den mands indflydelse er skadelig. Har du ikke set, hvad der skete med Camilla? Eller den dreng fra Balliol – hvad han så hedder, Guy et-eller-andet? Siden de begyndte at læse om De Hyperkolonorme, eller hvad det hedder, er de blevet arrogante og ubehagelige på alle tænkelige måder. De ignorerer deres daimoner, som om de ikke eksisterer. Og jeg ser nøjagtigt det samme i dig. En form for absolutisme –“
    „Hvad? Jeg forstår slet ikke, hvad du mener. Du vil ikke vide noget som helst om det, men synes alligevel, du har retten til at kritisere –“
    „Ikke retten, men ansvaret for at gøre det! Lyra, du bliver mere og mere snævertsynet. Selvfølgelig kender jeg den lede bog. Jeg ved nøjagtig det samme, som du ved. Jeg tror faktisk, jeg ved mere, fordi jeg ikke holdt op med at bruge min sunde fornuft, min fornemmelse af, hvad der er rimeligt, mens du læste den.“
    „Flipper du stadig ud, fordi hans fortælling afviser nødvendigheden af daimoner?“
    Han stirrede rasende på hende og sprang ned på bordet igen. Hun trak sig tilbage. Hun var særdeles bevidst om, hvor skarpe hans tænder kunne være.
    „Hvad har du tænkt dig?“ sagde hun. „Bide mig, indtil jeg giver dig ret?“
    „Kan du ikke se det?“ sagde han igen.
    „Jeg kan se en bog, jeg finder utrolig stærk og intellektuelt udfordrende. Jeg kan forstå fornuftens
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)