Jytte Vikkelsøe

Drivkraften bag personlig vækst er i bund og grund længslen efter atter at føle begejstringen ved at være i live – længslen efter vores egen frie udfoldelse. Men uden spændings- og intensitetsforskelle er der ingen personlig vækst. Vi må derfor træne vores nervesystem til at tolerere spændinger, så vi bliver modstandsdygtige i kampen med fortidens spøgelser i stedet for igen og igen at belemre vores partner

Når vi ikke længere er afhængige af, at den elskede opfører sig på en bestemt måde, for at vi kan føle os hele og trygge, kan en helt ny fase af forholdet folde sig ud i det, jeg kalder den mytiske hårdknudes transcenderende forløb

Mod er at gå fremad mod det, der virkelig betyder noget for os – til trods for det, der gør os bange.

Campbell fremhæver i bogen The Power of Myth (1988), at den afsluttende bedrift, der fører til dragens endelige udslettelse, nødvendigvis må foregå på det personlige plan. Han illustrerer denne pointe med en episode fra en fortælling om en gruppe gralsriddere, der på deres gralsfærd når frem til en mørk og uigennemtrængelig skov. Her bliver de enige om, „at det ville være vanærende at fortsætte som gruppe. Så da de rider ind i skoven, vælger de hver især det mørkeste sted, hvor der ikke er nogen sti.“

Forudsætningen for at kunne give et helhjertet ja til vores eget

mysteriums kalden er villigheden til at bevæge os ud i det ukendte, hvor vi bliver konfronteret med alt dét, der mangler i vores liv.

Vores største frygt er ikke vores utilstrækkelighed. Vores største frygt er at tage ejerskab for vores eget lys og lade det stråle. Det er her, forelskelsens visdom bliver synlig. Den elskedes krænkende aspekt har tvunget os til at tage livtag med vores indre krænker i stedet for at se den elskede som syndebukken – et opgør, som vores overbevisninger og overlevelsesstrategier har forsøgt at skærme os fra hele livet.

Hemmeligheden bag et glædesfyldt liv består ikke i at slippe uden om livets uundgåelige frustrationer og nederlag, men i at lære at rejse sig fra dem. Snarere end at udholde vores sårs nedbrydende påvirkning må vi lære at komme os over dem. Jo hurtigere vi er i stand til at rejse os fra dem, desto større er vores evne til at føle glæde.

Men sandheden er, at vores medmenneskelighed ikke udvikles på trods af vores sår, men som et resultat af vores sår.

i må turde være nysgerrige, når livet buldrer på vores dør og udfordrer os på uventede og nye måder. Vi må turde være nysgerrige på os selv og hinanden, når uoverensstemmelser og konflikter banker på i parforholdet – og så gå et spadestik dybere.