Jytte Vikkelsøe

Daniel Goleman rammende har formuleret det i bogen Vital Lies, Simple Truths. The Psychology of Self-Deception (1985)

En overdreven tilbøjelighed til at tilpasse sig er derfor et selvværdsproblem, ikke et selvtillidsproblem. At forsøge at øge sit selvværd gennem præstationer er lige så nytteløst som at forsøge at komme et andet sted hen ved at løbe virkelig hurtigt i et hamsterhjul. Jo mere barnet fokuserer udad i sin søgen efter anerkendelse, desto mere mister det den mest grundlæggende forbindelse til sin egen eksistens: samhørigheden med sit inderste og sandeste udtryk. Når vi mister samhørigheden med vores indre kerne, mister vi samhørigheden med andre såvel som med livet selv.

Gøren“ opbygger selvtillid, men ikke selvværd, og undersøgelser viser endegyldigt, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to størrelser: Selvværd kan ikke øges ved at opbygge mere selvtillid. Selvværd er forankret i og udspringer af vores „væren“. Selvtillid, derimod, er forankret i, udspringer af, afhænger af og opbygges gennem præstationer – altså „gøren“.

Efterhånden som vi udvikler evnen til at observere vores aktive psykiske sår i stedet for at lade dem løbe af med os, slipper de ubevidste negative minder lidt efter lidt deres tag i os. For hvert ekstra millisekund, vi formår at forblive nærværende i spændingsfeltet uden at reagere defensivt og uhensigtsmæssigt, forøges vores responsmuligheder eksponentielt. Efterhånden som vi opbygger modstandsdygtighed, styrkes evnen til at sige nej til uhensigtsmæssige impulser – hvad enten det drejer sig om at tage en dyb indånding, før vi farer op og gør gengæld, eller at undertrykke ly

lysten til endnu et stykke af den vidunderlig trøstende chokoladekage, der står lige dér foran os og lokker.

Drivkraften bag personlig vækst er i bund og grund længslen efter atter at føle begejstringen ved at være i live – længslen efter vores egen frie udfoldelse. Men uden spændings- og intensitetsforskelle er der ingen personlig vækst. Vi må derfor træne vores nervesystem til at tolerere spændinger, så vi bliver modstandsdygtige i kampen med fortidens spøgelser i stedet for igen og igen at belemre vores partner

Når vi ikke længere er afhængige af, at den elskede opfører sig på en bestemt måde, for at vi kan føle os hele og trygge, kan en helt ny fase af forholdet folde sig ud i det, jeg kalder den mytiske hårdknudes transcenderende forløb

Mod er at gå fremad mod det, der virkelig betyder noget for os – til trods for det, der gør os bange.

Campbell fremhæver i bogen The Power of Myth (1988), at den afsluttende bedrift, der fører til dragens endelige udslettelse, nødvendigvis må foregå på det personlige plan. Han illustrerer denne pointe med en episode fra en fortælling om en gruppe gralsriddere, der på deres gralsfærd når frem til en mørk og uigennemtrængelig skov. Her bliver de enige om, „at det ville være vanærende at fortsætte som gruppe. Så da de rider ind i skoven, vælger de hver især det mørkeste sted, hvor der ikke er nogen sti.“

Forudsætningen for at kunne give et helhjertet ja til vores eget