Jytte Vikkelsøe

Når et barn ikke bliver trøstet i disse for barnet uhyre stressende situationer, føler det sig fortabt, hjælpeløst og magtesløst og ender med at tro, at det ikke er muligt at påvirke verden omkring sig. Det bliver kort sagt et ængsteligt barn. „Vi kender alle følelsen af angst, brystet og halsen, der snører sig sammen, det bankende hjerte, den indre følelse af at forsvinde – følelsen af nært forestående kaos og total ødelæggelse, som organismen ikke synes at have nogen ressourcer til at stå imod,“ skriver Ernest Becker i The Birth and Death of Meaning (1971) og fortsætter: „Undtagen i de allermindste doser er det overvældende.“

Et vist mål af skam er dog en absolut nødvendighed for at aktivere hjernens hæmmende system og udvikle evnen til følelsesmæssig selvregulering og selvkontrol.

Det sidder fast i de uregulerede negative følelser og har brug for morens velkendte „bekræftende ansigt“ til at genaktivere dopaminudskillelsen, som så hæmmer noradrenalinudskillelsen.