da

Niviaq Korneliussen

  • Erik Schultzhar citeretsidste år
    Jeg ved slet ikke, hvornår hun vil have, jeg snakker, og hvornår hun vil have, jeg holder min kæft. Jeg er en dukke med batterier, som hun kan trykke på maven, når hun vil have, den siger noget. Hun trykker og trykker, hun vil hele tiden have, jeg siger noget andet end det, jeg siger.
  • Erik Schultzhar citeretsidste år
    Hvad laver du?“
    Jeg kigger tilbage og ser Maliina ved broen.
    „Du skal ikke den vej, du skal op her,“ siger hun og peger den anden vej.
    „Jeg skal gå her,“ siger jeg, men min stemme er hæs, hun hører mig ikke.
    „Jeg skal gå her,“ siger jeg igen.
    „Nej, det skal vi ikke. Jeg har ringet til dig flere gange.“
    Jeg ser tilbage på dalen, jeg gider ikke gå tilbage.
    „Vi skal herop, du kan se Naasuliardarpi på et senere tidspunkt.“
    „Naasuliardarpi?“
    Hun nikker. Der hvor man tager hen til blomsterne.
    „Blomsterdalen,“ siger hun.
    „Er der blomster derinde?“ spørger jeg.
    „Kun plastikblomster nu. Kom, der er alt for meget sne.“
    „Plastikblomster?“
    Hun gør tegn til, at jeg skal komme. Jeg står stille. Hun kommer hen til mig og krammer mig bagfra.
    „Det er ligesom … et slags limbo-sted,“ siger jeg.
    „Limbo?“
    Jeg nikker.
  • Erik Schultzhar citeretsidste år
    det ikke er mængden af år i ens liv, der tæller, men mængden af liv i ens år.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)