da

Peter Adolphsen

  • Maleka Tutakhelhar citeretfor 10 måneder siden
    døren. Jeg tog min jakke og fulgte med.
    Udefra så huset ud, som det altid havde gjort, nyklippet græs og Silvias azaleaer hængende fra altanen. Vi steg ud af hver vores bil og gik indenfor uden at sige noget. Sara sad i lænestolen. Selv om skolen var slut for i år, så var hun stadig iklædt gymnasietrøjen, som sad på hende som på en skolepige i et pornoblad. Hun sat ret op og ned, med samlede ben og hænderne på knæene, koncentreret om at stirre på et punkt ude i haven, som om hun var ved at lave en af sin mors yogaøvelser. Det gik op for mig, at selv om hun altid havde været mere eller mindre tynd og bleg, så så hun nu ud til at strutte af sundhed. Hendes ben og arme virkede stærkere, som om hun havde løftet vægte i månedsvis. Hendes hår skinnede, og hendes kinder var lyserøde, som om farven var malet på, bare ægte. Da hun så mig komme ind, smilede hun og sagde:
    „Hej, far.“
    Min lille tøs var virkelig yndig, men disse to ord var tilstrækkelige til at forstå, at der var noget alvorligt galt med denne pige, helt sikkert noget med hendes mor. Nogle gange tænker jeg, at jeg burde have taget hende med mig, men næsten hver gang tænker jeg nej, alligevel ikke. Et par meter fra fjernsynet, ved siden af vinduet, hang der et tomt bur ned fra loftet. Det var et fuglebur, måske halvfjerds-firs centimeter i højden.
    „Hvad er det?“
    „Et fuglebur,“ sagde Sara og smilede.
    Silvia gjorde tegn til, at jeg skulle følge
  • mariateglkamphar citeretfor 2 år siden
    Hvor mærkeligt er dog rummet, og hvor lunefulde er dog optikkens og perspektivets love: Selv det mindste barn kan tildække solen med en pegefinger,“ skrev han til sin bror Alfred, der levede som kunstmaler i Hamborg.
  • mariateglkamphar citeretfor 2 år siden
    Einstein blev kvantemekanikkens største fjende. Han gjorde utallige forsøg på at finde en vej tilbage til en objektiv verden, en søgen efter en skjult orden, der tillod at forene hans relativitets­teori og kvantemekanikken for at kunne forvise den tilfældighed, der havde sneget sig ind i den mest eksakte af alle videnskaber.
  • mariateglkamphar citeretfor 2 år siden
    Helt enkelt fandtes der ikke en ‘virkelig verden’ derude, som videnskaben kunne studere. „Når vi taler om vor tids videnskab,“ forklarede Heisenberg, „taler vi om vores forhold til naturen, ikke som objektive og adskilte observatører, men som deltagere i spillet mellem mennesket og verdenen.
  • mariateglkamphar citeretfor 2 år siden
    Også Schrödinger endte med at hade kvantemekanikken. Han opfandt et udspekuleret tankeeksperiment, et Gedanken­experiment, hvis resultat var et væsen, som tilsyneladende var umuligt: en kat, som var både død og levende på samme tid. Hans hensigt var at demonstrere absurditeten i denne måde at tænke på. Tilhængerne af Københavnerfortolkningen sagde til Schrödinger, at han havde fuldkommen ret: Resultatet var ikke bare absurd, men også paradoksalt. Men det var sandt. Schrödingers kat var, ganske som enhver elementarpartikel, levende og død (i hvert fald til man målte efter), og østrigerens navn blev for altid associeret med dette fejlslagne forsøg på at negere de ideer, som han selv havde været medvirkende til at skabe.
  • mariateglkamphar citeretfor 2 år siden
    Atomerne og deres elementar­partikler delte ikke den samme væren som hverdags­erfaringens objekter. De lever i en verden af potentialiteter, forklarede Heisen­berg: De er ikke ting, men muligheder. Overgangen fra det ‘mulige’ til det ‘eksisterende’ sker kun via observation eller måling. Og følgelig er der ingen kvantevirkelighed, som eksisterer uafhængigt. Målt som en bølge fremtræder en elektron som en sådan; målt som en partikel antager den denne form.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)