Colleen Hoover

Han nikker, og jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at han dufter af krydderurter. Rosmarin, nærmere betegnet.

Det er på mine ikke så stærk-dage, jeg ville ønske, at min mor vidste alt om, hvordan landet lå

Der er noget, jeg gerne vil sige til dig,” siger hun.
Hun rækker ud efter mine hænder igen.
”Den dag, du holdt tale ved din fars begravelse? Jeg ved godt, at du ikke stivnede, Lily. Du stod dér på talerstolen og nægtede at sige en eneste god ting om den mand. Jeg har aldrig været mere stolt af dig. Du var den eneste i mit liv, som nogensinde forsvarede mig. Du var stærk, når jeg var bange.” En tåre falder tungt ned på hendes kind, da hun siger: ”Vær den pige, Lily. Modig og dristig.”

Ryle er fantastisk på virkelig mange måder. Han er empatisk. Han er omsorgsfuld. Han er begavet. Han er karismatisk. Han er ambitiøs.

”Fallon?” Han rømmer sig og forsøger at gøre sine ord blide, men

Du har en fantastisk musiksmag, og dine kram er akavede.

Du må aldrig forandre dig.

”Taler hun … din mor med dig?”

”Jeg vil heller ikke have telefonopkald og breve. Jeg vil have, at du skal tage ud og leve dit liv og ikke være tynget af mit.”

Vi sidder på græsset tæt på pekantræet og betragter solen blive slugt af jorden.

Det er en smerteligt langsom proces.

Der er kun én mand, der kan få mig til at glemme Will for en stund, og det er Johnny Depp.