Lev Tolstoj

Ivan Iljitj døde som 45-årig dommer i appelretten. Han var søn af en embedsmand, der gennem forskellige ministerier og departementer i Petersborg havde gjort karriere af den slags, der fører folk frem til en position, de på grund af deres lange tjeneste og opnåede rang ikke kan smides ud fra, skønt det er klart, at de ikke duer til noget vigtigt arbejde. Og derfor får de nogle frit opfundne, fiktive arbejdsopgaver og nogle ikke-fiktive tusinder, mellem seks og ti, som de så modtager til deres høje alderdom.

Meget snart, kun et år efter giftermålet, forstod Ivan Iljitj, at det ægteskabelige liv, selv om det medfører visse bekvemmeligheder, i virkeligheden er en meget kompliceret og vanskelig sag, som man, hvis man skal gøre sin pligt, det vil sige føre et sømmeligt og socialt acceptabelt liv, skal etablere en vis indstilling til, ligesom til sit arbejde.

Den største pinsel for Ivan Iljitj var løgnen – den løgn, der af en eller anden grund var anerkendt af alle, at han kun var syg, ikke døende, og at han bare skulle være rolig og tage imod behandling, så ville det ende meget godt. Men han vidste, at lige meget hvad de gjorde med ham, ville det ikke ende med noget som helst andet end endnu mere smertefulde lidelser og død. Og denne løgn pinte ham, det pinte ham, at de ikke ville indrømme det, som alle vidste, og han vidste, men løj for ham om hans rædselsfulde situation og tvang ham selv til at tage del i denne løgn. Løgnen, denne løgn, som han blev udsat for lige før han skulle dø, den løgn, der fornedrede dette forfærdelige og højtidelige, som hans død var, til at være på niveau med visitter, gardiner og støren til middagen … Den var rædsomt pinefuld for Ivan Iljitj.

Selv om Anatol, naar han befandt sig i Dameselskab, som oftest lod, som han kedede sig frygteligt, følte han sig dog stærkt smigret, da han mærkede, hvilket Indtryk han havde gjort paa de tre Damer. Desuden begyndte han at føle en ikke ringe, rent sanselig Interesse for den smukke Mlle. Bourrienne, en Interesse, som fik saa stærk Magt over ham, at han ikke vilde betænke sig paa at begaa de største Dumheder.

I Aviserne, hvor den gamle Fyrste først havde læst om Nederlaget ved Austerlitz, stod alt saa kort og uklart beskrevet. Der stod, at Russerne havde været nødt til at trække sig tilbage efter glimrende Angreb paa Fjendens Stillinger, at Tilbagetoget var foregaaet i fuldkommen Orden. Den gamle Fyrste forstod dog af disse »officielle Meldinger«, at Russerne havde lidt et frygteligt Nederlag. En Uge, efter at Aviserne havde bragt de første Meddelelser om Slaget ved Austerlitz, kom der et Brev fra Kutusow, der meddelte Fyrsten, hvilken Skæbne der var overgaaet hans Søn.

Da han i de senere Aar udelukkende havde beskæftiget sig med højere Problemer og var naaet til en ophøjet Foragt for alt, der ikke hørte ind under dette Omraade, faldt det ham fuldkommen naturligt at optræde i sin Hustrus Salon med en vis nedladende Velvilje, der vakte almindelig Respekt.