J.D. Salinger

Fru Glass tændte en ny cigaret, før hun gav noget svar. Så inhalerede hun, børstede nogle opdigtede tobaksflager af skødet og sagde sammenbidt: »Jeg hører efter.«

»All right. Jeg er meget alvorlig lige nu. Hvis du – hør ordentligt efter, ikke. Hvis du ikke kan, eller ikke vil tænke på Seymour, så ring du bare til en eller anden tåbelig psykoanalytiker. Gør du bare det. Hyr du bare en eller anden analytiker, som har erfaring med at få folk tilrettet fjernsynets glæder og et glittet ugeblad hver tirsdag og ferierejser til Europa og brintbomben og præsidentvalgene og forsiden på The Times og det lokale forældreråds tunge ansvar og gud ved hvilke andre beundringsværdigt normale ting og sager – gør du bare det, og så sværger jeg, at om under et år vil Franny enten befinde sig på en galeanstalt eller vandre rundt ude i en eller anden skide ørken med et brændende kors i hænderne.«

Hold så op, Zooey! Hold op!« sagde Franny hulkende.

»Det skal jeg nok om et øjeblik, lige om et øjeblik. Hvorfor har du egentlig det sammenbrud? Altså, hvis du er i stand til at gå ind i kollapset med alt, hvad du har, hvorfor kan du så ikke bruge samme energi på at holde dig travl og glad? OK, nu er jeg urimelig. Jeg er meget urimelig lige nu. Men du godeste, hvor du dog udfordrer den smule tålmodighed, jeg er født med! Du kaster et blik rundt på dit college, på verden, på politikerne og en enkelt sommersæson i et amatørteater, og du lytter lidt til, hvad en bunke åndsbollede collegestuderende samtaler om, og så beslutter du, at alt bare er ego, ego, ego, og at det eneste intelligente, en pige kan gøre, er at kronrage sig og ligge at flyde og sige Jesusbønnen og bede til Gud om en eller anden lille spirituel oplevelse, der kan gøre hende frisk og lykkelig igen.«