Fiona Valpy

Eller elskede det.

Hun ved, at det er en af mine favoritter. Hendes opskrift på simreretten er helt perfekt: den sirupsagtige sovs er fyldt med jordagtige smage af vilde svampe og duftende timian. „Nå,“ – hun vender sig mod køleskabet – „hvor er den flaske vin mon? Skal vi tage vores glas med ud på terrassen? Solen er på vej ned, men vi kan vist lige nå at fange den sidste halve times lys.“

Vi går ud på den vestvendte terrasse på den anden side af gårdspladsen. Selv om det stadig kun er begyndelsen af marts, kan vi mærke varmen fra husmuren. Vi sætter os på en bænk med front mod den nedgående sol.

Mens vi nyder synet, flakser en skade ned fra grenene på et egetræ og lander på græsset og bliver næsten øjeblikkeligt efterfulgt af endnu en.

„Vi tager dig med på råd, når det kommer til blandingsfasen.“

Endelig finder nogen en nøgle, døren bliver låst op, og vi slæber os gennem bagageudleveringen, kommer ud gennem den matterede glasdør, og bliver budt velkommen. Velkommen til et af verdens nyeste lande.

Mit hjerte springer et slag over, da jeg får øje på hans ansigt i mængden, og han skubber sig frem gennem mylderet for at nå hen til mig, før taxachaufførerne