om det, at mine knoer blev hvide. Far havde ret i, at jeg ikke snøftede mig i søvn, men jeg havde aldrig fortalt ham om de uendelige nætter, hvor jeg ikke fik lukket et øje, fordi jeg var sikker på, at alarmen ville gå. Det ville jeg aldrig sige til ham, for jeg elskede den tone i hans stemme, der understregede, hvor stolt han var af mig. Den anerkendelse ville jeg for alt i verden ikke miste.