af niende inning og var en omgang bagud.
Drengene så sig ikke tilbage.
2
Vidneafhøring af mr. Jonathan Ritz [10. juli kl. 21.30, afhøring foretaget af kriminalassistent Ralph Anderson]
KA Anderson: Jeg er med på at De er oprevet, mr. Ritz, det er forståeligt nok, men jeg er nødt til at få at vide nøjagtig hvad De så her til aften.
Ritz: Jeg glemmer det aldrig. Aldrig. Jeg kan vist godt bruge en pille. Måske en valium. Jeg har ellers aldrig taget den slags, men lige nu kunne jeg rigtig godt bruge det. Mit hjerte føles stadig som om det sidder oppe i halsen. Jeres retsteknikere skal vide at hvis de finder bræk på gerningsstedet, og det gør de formentlig, så er det fra mig. Jeg skammer mig heller ikke over det. Enhver ville have ladet aftensmaden komme op igen ved sådan et syn.
KA Anderson: Vi kan få en læge til at udskrive noget beroligende til Dem når vi er færdige. Det er jeg sikker på, men lige nu har jeg brug for at De er klar i hovedet. Det er De forhåbentlig med på?
Ritz: Jo. Selvfølgelig.
KA Anderson. Fortæl mig nu bare nøjagtig hvad De så, så er vi færdige for i aften. Kan De klare det?
Ritz: Godt så. Ved sekstiden her til aften gik jeg ud for lige at lufte Dave. Dave er vores beagle. Han får mad klokken fem. Min kone og jeg spiser klokken halv seks. Ved sekstiden er Dave klar – altså til at ordne både stort og småt, mener jeg. Jeg lufter ham, og Sandy – det er min kone – vasker op. Det er en rimelig arbejdsfordeling. En rimelig arbejdsfordeling er vigtig i et ægteskab, navnlig når børnene er blevet store, det mener vi i hvert fald. Jeg vrøvler vist, gør jeg ikke?
KA Anderson: Det er helt i orden, mr. Ritz. Fortæl det bare med Deres egne ord.
Ritz: Åh, kald mig nu bare Jon. Jeg kan ikke klare mr. Ritz. Det får mig bare til at lyde kikset. Det sagde de andre bør