I De ny tidertræffer vi alle mennesker igen, som vi lærte at kende og holde af i „Daglejerne“… først og fremmest den rødhårede Cilius, den storkæftede Cilius, der evindeligt praler af at have slået en mand til „krevl“, den vældige Cilius, der er fagforeningsformand og med alle sine dundrende fejl er selve underklassens oprørske ånd. Ham er det, der bærer bogen.
Og om ham er det, at romanens største begivenheder naturligt grupperer sig. Først strejken på cementfabriken, en strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen, for her er det ikke vold og sabotage, der fråses i; her er det arbejdernes evne til at sulte, der beundres, og deres urokkelige optimisme, der fejres. Så er det oprettelsen af en brugsforening, så opførelsen af en forsamlingsbygning, og endelig verdenskrigen.