Sociologer som Hartmut Rosa skriver om, at mange frivilligt gør det, de egentlig ikke vil med en følelse af, at de i virkeligheden er en anden, de aldrig har tid til at være. Vi er afhængige af vores skærme i en impulsstyret livsform, der forhindrer os i at tilegne os tiden og fylde den ud. For tid har vi i virkeligheden masser af. Når folk for eksempel klager over, at de arbejder så meget, at de ikke har tid til deres børn, er det i høj grad en illusion. Vores arbejde fylder generelt kun en fjerdedel af vores bevidste liv.
M: Mobilteknologien er blevet epidemisk, alle er vi slaver af den – helt frivilligt. Hvis man svinger sig lidt op, kan man sige, at hvad hverken kristendommen eller kommunismen formåede, har Apple, Samsung, Huawei og Lenovo gjort muligt på rekordtid.