skal i seng.
Langemand sagde til Bent:
Går du med hen og køber wienerbrød? Skal vi ikke have ostemad? spurgte Bent.
Jo, men også wienerbrød og også saft.
Mor-Katinka råbte ud af vinduet:
Goddag Bent. Kan I nu komme op allesammen undtagen Langemand. Bent kan gå til bageren med Langemand, hvis han vil.
Jeg skal bare lige lukke for min hule, råbte Ballade-Søren.
Jeg skal bare lige sætte min cykel på plads, råbte Pille-Sofie.
Jeg skal bare lige finde min bold, råbte Hoppe-Marie.
Jeg skal bare lige binde denne hersens knude, råbte Binde-sammen-Niels.
Allesammen råbte: Jeg skal bare lige, jeg skal bare lige.
Kom så op om fem minutter, råbte Mor-Katinka og lukkede vinduet.
Blev hun gal, sagde Bent.
Nej, sagde Langemand, kom nu.
Langemand tog legevognen med hen til bageren. Han trak Bent.
Bageren sagde:
Hvad skal I to have? To bolsjer?
Nej, sagde Langemand, vi skal have 57 wienerbrød og 12 rugbrød og 19 franskbrød. Og så skulle jeg spørge, om De ville sende 99 rundstykker og en over- og en underkrydder hen til os i morgen tidlig.
Javel, sagde bageren. Han vidste godt, at Langemand var ud af en stor familie.
De kørte hjem med alt brødet i legevognen. Bent skubbede bagpå.
Ka’ du komme væk, sagde han til en stor hund, som ville hapse et stykke wienerbrød.
Hjemme gik de op med alt brødet i køkkenet, som var lige så stort som en dansesal. Køkkenbordet var langt som en landevej. Kirsten-lil smurte ostemad. Hun sang en pæn sang. Bent lagde ost på. Han turde ikke synge.
Min mor vasker selv op og smører mad, sagde han.
Kirsten-lil sagde:
Vi er så mange, og vi skiftes til det. Din far og mor har jo bare dig, og du er jo ikke ret mange.
Nej, sagde Bent, det er rigtigt nok.
Så gik de ind i spisestuen med alt brødet. Langemand havde dækket bord.
Vær så god at sætte jer til bords, sagde Mor-Katinka.
Spis, drik og vær glade, sagde Far-Julius.
Bent skal bare have en ostemad, sagde hans mor.
Må du ikke drikke? spurgte Tyksen.
Nej, ikke om aftenen, svarede Bent.
Tisser du så i sengen? spurgte Langemand.
Ja, sagde Bent, en lille smule.
Det gjorde jeg også engang, sagde Langemand. Man bliver smaddervåd af det, ikke?