Kærlighedens gang

Rabih er klar til ægteskabet, fordi han er parat til at elske i stedet for at blive elsket.

Vi taler om „kærligheden“, som om det var en enkelt, unuanceret ting, men den omfatter to meget forskellige modi: at blive elsket og at elske. Vi bør gifte os, når vi er parat til det sidstnævnte og er blevet klar over vores unaturlige og farlige fiksering på det førstnævnte.

udvælge en person at gifte sig med handler derfor blot om at beslutte, nøjagtigt hvilken form for lidelse vi ønsker at udstå, i stedet for at forestille os, at vi har fundet en vej uden om reglerne for den følelsesmæssige eksistens. Vi vil alle pr. definition ende med denne persontype fra lageret i vores mareridt, „den forkerte“.

Det kræver et stort lager af en tillid, de ikke har, at bevare tilliden til en, der har krænket dem. De ville være nødt til at stole tilstrækkeligt på den anden til at gøre det klart, at de egentlig ikke er „vrede“ eller „kolde“ men i stedet, og altid, noget langt mere grundlæggende og rørende, noget som fortjener ømhed: sårede. De kan ikke give hinanden den romantisk set mest nødvendige gave af alle: en guide til deres egen sårbarhed.

Så ville en affære være et bedrag ikke af intim glæde, men af et gensidigt løfte om at udholde ægteskabets skuffelser med tapperhed og stoisk distance.

Efter at menigheden højtideligt har gentaget den sidste sætning, fortsætter parret: „Vi vil bestræbe os på at være trofaste. Samtidig er vi sikre på, at forbuddet mod at gå i seng med andre er en af tilværelsens tragedier. Vi underskylder for, at vores jalousi har gjort denne underlige indskrænkning, som ikke står til forhandling, så nødvendig. Vi lover at gøre hinanden til det eneste opbevaringssted for vores beklagelser, i stedet for at sprede dem gennem et liv med seksuelt Don Juan’eri. Vi har undersøgt de forskellige muligheder for at blive ulykkelige, og vi har valgt at binde os til hinanden.“

I en ideel verden ville ægteskabsløfterne blive helt skrevet om. Så ville parret sige sådan her ved alteret: „Vi lover ikke at gå i panik om nogle år, når det, vi gør i dag, vil virke som den dårligste beslutning i vores liv. Men vi lover alligevel, at vi ikke vil se os om, for vi accepterer, at der ikke kan være bedre muligheder derude. Alle er altid umulige. Vi er en vanvittig art.“

Ideelt set ville vi være i stand til at le, på den blidest tænkelige måde, når vi bliver udsat for den surmulendes raseri. Vi ville anerkende det rørende paradoks. Den surmulende kan godt være to meter høj og have en voksent arbejde, men det egentlige budskab er en gribende regression: „Inderst inde er jeg stadig et spædbarn, og lige nu vil jeg have, du skal være min forælder. Jeg har brug for, at du kan gætte, hvad der virkelig er galt med mig, sådan som folk gjorde, da jeg var baby, dengang mine første forestillinger om kærlighed blev dannet.“

Kun ordløs og nøjagtig tankelæsning kan føles som et sandt tegn på, at vi kan stole på vores partner; kun når vi ikke behøver at forklare os, kan vi føle os sikre på, at vi virkelig bliver forstået.

Vi bør tilføje, at det er et privilegium at være den, der bliver udsat for et surmuleri: Det betyder, at den anden respekterer os og stoler så meget på os, at de mener, vi bør forstå deres uudtalte smerte. Det er en af kærlighedens mere underlige gaver.