Caroline Albertine Minor

Velsignelser

  • mpotahar citeretfor 2 år siden
    Jeg var en skvulpende beholder, der lækkede sorg og vantro vrede overalt, hvor jeg kom.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Til højre for mig spiste Gedske uopmærksomt videre. Hun skar, tyggede, sank, skar, tyggede, sank. Det lignede et oprydningsarbejde.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Yann rakte mig et glas af hvidvinen, de havde haft med. Det klemte og vred sig i mig ved tanken om, at de havde stået der sammen, foran hylderne med flasker, og forsøgt at blive enige.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Vinteren over flød vi ind og ud af hinandens arme og senge, og for første gang i mit liv var tingene lidt sådan, som man forestiller sig, at de vil være, når man forestiller sig dem.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Mon hun overhovedet havde forstået, at hun ville dø af det, den formiddag i december? Jeg er ikke sikker. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at hun troede, man kunne gøre begge dele. Slå sig ihjel og leve videre, genopstå i en anden, mere interessant version og være fri.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Når folk spurgte til min barsel, plejede jeg at svare, at det var hårdt, men virkelig hyggeligt. Aldrig kedeligt eller ensomt, aldrig som at sidde på en luftmadras og se sit liv blive mindre og mindre derinde på stranden.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Det viste sig, at folk betalte godt for den utrættelighed, som en ung mand, der gerne vil tjene sine egne penge, kan udføre et næsten hvilket som helst stykke arbejde med.
  • Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 4 år siden
    Jeg smilede og stak armen ind under hans. Håbet var euforiserende, og det løftede mig op og gjorde mig stærk, indtil det igen slap mig med en pludselighed, der fik mig til at miste vejret. I den tilstand krævede det alle mine kræfter på ny at hage mig fast og blive løftet.
  • Steen Nielsenhar citeretfor 6 år siden
    Men der var Solveig. Solveig var stadig den samme, hun mindede Gedske om før, hun modvirkede opløsningen. Som en nål, der hæfter to stykker stof sammen, for Solveig ind og ud af deres hus, og hver gang hun havde været der, blev Gedske lidt mindre uduelig, lidt mere som sig selv
  • Steen Nielsenhar citeretfor 6 år siden
    Fra vinduet kunne Gedske ane konturerne af figentræet, og det slog hende, at Anso havde valgt træet, ikke fordi det var det mest praktiske eller afsides, som man havde foreslået, men fordi det var langt det smukkeste.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)