bookmate game
Fjodor Dostojevskij

Idioten

Dostojevskijs mesterværk om fyrst Mysjkins møde med 1860’ernes Rusland stiller spørgsmålstegn ved godt og ondt, sandt og falskt og ved, hvad det vil sige at være et menneske.
I Idioten(1868–69) beskrives den uselviske fyrst Mysjkin som et fuldkomment, skønt og rent menneske, men han betragtes alligevel af sine omgivelser som en idiot. Han udfordres af mødet med det korrupte Skt. Petersborg, hvor godhed og næstekærlighed forveksles med galskab.
Samtidig undersøger romanen forholdet mellem det gode og onde, falskhed og sandhed. Der gøres op med disse umiddelbare modsætninger, når gode mennesker ikke altid træffer de rigtige beslutninger, mens onde mennesker i nogle tilfælde alligevel kan vække sympati.
Dostojevskij mestrer i Idioten atter sin realistiske, flerstemmige skrivestil, som er med til at skabe et troværdigt persongalleri med mange facetter.



1.071 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2016
Udgivelsesår
2016

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Kittihar delt en vurderingfor 4 år siden

    Måske er det mig, der er idioten. Den fængede ikke. Jeg nåede kvartvejs, så gav jeg op. Jeg havde ellers lige overstået Tolstojs "Krig og fred" og Dostojevskijs "Forbrydelse og straf" (fantastiske bøger), så jeg havde god appetit på "Idioten" . Men nej, det var ikke noget for mig.

  • Christian David Stausholm Rønnhar delt en vurderingfor 6 år siden
    👍Værd at læse

  • Maja Sofia Andreassenhar delt en vurderingfor 7 år siden
    🎯Læseværdig

Citater

  • Allan Andersenhar citeretfor 2 år siden
    vejret. Han havde talt skrækkelig hurtigt. Han var blevet bleg og forpustet. Alle så på hinanden og vekslede blikke; men til sidst lo oldingen. Fyrst N. førte sin lorgnet op til det ene øje og så længe og undersøgende på fyrsten. Den tyske rimsmed kravlede frem af sin krog og nærmede sig hovedbordet med et indsmigrende og ildevarslende smil.
    »De o-overdriver nu altså i den gra-ad,« snøvlede Ivan Petrovitj, der tydeligvis var begyndt at kede sig, og samtidig næsten som om han skammede sig over et eller andet. »Også den kirkeretning rummer repræsentanter, der er dy-ydige og fortjener al mulig respe-ekt …«
    »Nu har jeg på intet tidspunkt udtalt mig om de individuelle repræsentanter for de forskellige kirkelige retninger. Jeg har kun talt om katolicismen som retning, jeg har kun talt om Rom. En kirke kan vel ikke uddø helt og holdent? Og det har jeg da heller aldrig hævdet!«
    »Det er jeg enig med Dem i, men det ved alle og enhver, og desuden er det vel overflødigt at tale om det … det er jo blot teologiske detaljer …«
    »Nej, nej; nej, det er det ikke! Det er ikke kun et teologisk spørgsmål, det kan jeg forsikre Dem for, at det ikke er! Det er netop det, der er fejlen – at vi endnu ikke har forstået, at dette langtfra kun er et teologisk spørgsmål! Også socialismen er jo affødt af katolicismen og dens essens! Også den er, ligesom sin bror ateismen, et udslag af desperation og af behovet for at finde en moralsk modpol til katolicismen, et forsøg på at finde en erstatning for religionens tabte moralske autoritet, et forsøg på at tilfredsstille en åndeligt hungrende menneskeheds behov og redde den, ganske vist ikke gennem Kristus, men på samme måde gennem vold! Også den ideologi stræber efter at opnå frihed gennem vold, også den ønsker at opnå en forening med sværd og blod! ‘Vov ikke at tro på Gud, vov ikke at eje noget, vov ikke at have personlighed, fraternité ou la mort*, to millioner afhuggede hoveder
  • Allan Andersenhar citeretfor 2 år siden
    en nultilstand, men katolikkerne er gået endnu videre: Deres prædikener præsenterer Kristus i en forvansket form, en forløjet og besudlet Kristus, der er det stik modsatte af Kristus! Altså er de propagandister for Antikrist, det sværger jeg på; det kan jeg forsikre Dem alle for! Det er min personlige mening, som jeg længe har haft, og som endda har pint mig … Katolicismen tror ikke på, at kirken fortsat kan have indflydelse her i verden uden at støtte sig til den verdslige magt, og samtidig råber den katolske kirke: Non possumus!* Efter min mening kan katolicismen derfor ikke engang betragtes som en trosretning, men udelukkende som en videreførelse af det vestromerske imperium, og alt inden for katolicismen er underlagt dette udgangspunkt, også troen. Paven erobrede verden, en verdslig trone og greb til sværdet; og siden er det fortsat på samme måde – blot er sværdet blevet suppleret med løgne, skurkestreger, bedrageri, overtro, ugerninger, gøren nar af det, der er mest helligt for menneskene, af folkets mest sande, troskyldige og brændende følelser; alt, alt er blevet byttet ud med penge og gemen verdslig magt. Er det ikke netop Antikrists budskab?! Også ateismen er udsprunget af den, af denne romerske katolicisme! Det er først og fremmest dér, man finder ateismens udgangspunkt, for kunne de virkelig selv tro på det? Den har bekræftet katolikkernes afsky for dem selv; den er født af deres løgne og åndelige afmagt! Ateismen! Her i landet er det kun samfundets øverste lag, der ikke længere har nogen tro, sådan som Jevgenij Pavlovitj så fremragende udtrykte det forleden, og det skyldes, at de har mistet forbindelsen til deres rødder; men derovre, i resten af Europa, er en uhyggelig stor del af den brede befolkning holdt op med at tro – først og fremmest på grund af uvidenhed og løgne, men nu også af fanatisme og af had til kirken og kristendommen!«
    Fyrst Mysjkin holdt en pause for at trække
  • Allan Andersenhar citeretfor 2 år siden
    »Det skyldes, vil jeg tro, vores … lede ved alt,« mimrede oldingen. »Nå ja, og så er deres måde at … prædike på … så elegant … og de forstår sig virkelig på at jage én en skræk i livet. Mig havde de også nær skræmt livet af i ‘32, i Wien, det kan jeg godt betro Dem; men jeg overgav mig ikke, jeg slap væk fra dem, ha-ha!«
    »Jeg har ellers altid hørt, mon vieux*, at du dengang stak af til Paris med den smukke grevinde Levitskaja, og at det var derfor, du forlod din post i Wien, ikke på grund af jesuitterne,« indskød fyrstinde Belokonskaja pludselig.
    »Ja, ja, men i sidste instans var det nu jesuitternes skyld, det var nu alligevel deres skyld!« udbrød den gamle og lo ved de behagelige erindringer. »De synes at være meget religiøs; det ser man uhyre sjældent hos så ungt et menneske,« fortsatte han venligt, henvendt til fyrst Mysjkin, der nu lyttede med åben mund og var fuldstændig himmelfalden af forbløffelse. Det var tydeligt, at den lille olding gerne ville lære fyrsten nærmere af kende; han havde af flere forskellige grunde vakt hans interesse.
    »Pavlisjtjev var en intelligent mand og et kristent menneske, et oprigtig kristent menneske,« sagde fyrsten pludselig. »Hvordan kunne han bukke under for noget så … ukristeligt? For katolicismen er ikke den kristne tro!«* tilføjede han med ét med lynende øjne og så rundt, som om han ville inddrage alle de tilstedeværende.
    »Nå, er det nu ikke at overdrive?« mumlede oldingen og vekslede et forbløffet blik med Ivan Petrovitj.
    »Hvordan skulle katolicismen være andet end en kristen tro?« Ivan Petrovitj vendte sig om i sædet. »Hvad er den ellers?«
    »Det er en ukristen tro, for det første!« begyndte fyrsten i den største ophidselse og endda helt usædvanlig skarpt. »Det er det for det første, og for det andet er kirken i Rom, katolicismen, endnu værre end ateisme; det er min mening! Ja, det mener jeg! Ateismen prædiker

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)