Fodgængeren

De kørte forbi et hus i en gade et øjeblik senere, ét hus i en hel by af huse der var mørke, men i dette hus var alt det elektriske lys tændt, hvert vindue var en strålende gul illumination, firkantet og varm i det kølige mørke.

– Det er mit hus, sagde Leonard Mead.

Der var ingen der svarede ham.

Bilen kørte videre ned gennem tomme flodsengsgader og bort, væk fra de tomme gader med de tomme fortove, og der var ingen lyd og ingen bevægelse hele resten af den kølige novembernat.

Månen stod højt og klart blandt stjernerne og husene var grå og tavse.

Blade og bøger kunne ikke sælges mere. Alting foregik nu i de gravlignende nattehuse, tænkte han og fortsatte sine drømmerier. Gravene, der var dårligt oplyst af lyset fra fjernsynsapparaterne, og hvor folk sad som døde, mens grå eller mangefarvede lys rørte deres ansigter, men aldrig rigtig rørte dem.

Cementen forsvandt under blomster og græs.

med tomme flodsenge, gaderne, som eneste selskab.

Gaden var tavs og lang og tom, med kun hans skygge der bevægede sig som en høgs skygge henover landskabet.

efterårsblade og fløjtede en kold stille melodi mellem tænderne, mens han engang imellem samlede et blad op, idet han gik forbi, og undersøgte dets skeletmønster under de sjældne gadelygter han kom forbi og lugtede til dets rustne lugt.

opskræmt over at en enlig skikkelse, hans, gik forbi i den tidlige novemberaften.

gravlignende bygning stadig stod åbent.

Pludselige grå skyggevæsener