Uro

“Man har alt det udstyr på, så man er helt gennemblødt allerede på forhånd, hjelme og gasmasker, man kan næsten intet se, allerede inden det er i gang, er pulsen på 200 og adrenalinen løber…
Du er bange, og det eneste, du kan fornemme, er at du knæler helt tæt skulder ved skulder med skjoldene som eneste forsvar — det er den eneste sikkerhed, du har — og så bliver man alligevel slået omkuld, når stenen rammer skjoldet, og så er du ude af kæden, og så kan de komme ind fra siderne…”
(Kampklædt betjent til dagbladet Information 22.-23. maj 1993.)

“Det er bare sten det hele. Så ser jeg de yderste betjente trække efter våben, samtidig med at jeg hører noget jeg fornemmer som skud. Instinktivt vender jeg mig om for at løbe væk. Jeg løber måske 2–3 skridt, vender mig om, for ligesom at se hvad der sker, så tror jeg at jeg får en brosten i hovedet, går lidt ned i knæ. Blodet det render bare ud af munden på mig, og jeg kan mærke, at det hele sidder løst.”
(Tilskuer, der bliver ramt af skud i hovedet. Mister fem tænder og et stykke af kæben før kuglen stopper 2 mm fra halspulsåren.)

“Folkestyret kan og må ikke tolerere vold og ødelæggelse af andres ejendom. Demonstrationerne — denne blanding af gøgl, vold og politisk religiøsitet — er noget uhyre farligt for folkestyret.”
(Folketingsmedlem Poul Schlüter den 17. maj 1968, efter demonstrationen ved USA’s ambassade i København.)

“Naturligvis er det også beklageligt, at nogle af BZ’erne er blevet såret. Uanset deres rabiate fremfærd: De er også mennesker i det danske samfund.”
(Københavns politidirektør, Poul Eefsen den 24. maj 1993, efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj.)

Det handler om fjendebilleder, om stigende vold og gadekamp. I en række dramatiske kapitler beskrives nogle af de mest voldsomme konfrontationer mellem demonstranter og politi i Danmark gennem de sidste 25 år.

Hvad var det egentligt der skete og hvilke konsekvenser fik det?

Fra Vietnam— og Verdensbankdemonstrationerne med start i 1968, over kampene omkring Byggeren og de mange BZ-uroligheder op gennem 80’erne, til den skæbnesvangre nat, mellem den 18. og 19. maj 1993, på Nørrebro i København, da Danmark ved sin anden folkeafstemning sagde Ja til Den Europæiske Union.

En nat der druknede i vold, hærværk og skudsalver.