«Stakåndet og fuld af spænding stod hun endelig oppe på banken og så ud i verden med store forundrede øjne.
Hun trak vejret dybt og vaklede.
Han havde indhentet hende og lagde nu armen om hendes liv.
Solen og det stærke lys af blåt, skumtoppet hav skar med skarpe knive lige i synet.
Hun skyggede for sig med hånden.
’Hvor er Sole?’ spurgte hun.»
Da Gunver sagde ja til Stigs frieri, havde hun endnu ikke set hans herregård, Sole. Hun har hørt, at det er et hus, der har set flere slægter ruinere sig og gå til grunde, men hun har ingen idé om, hvad der venter hende. Da Stig fører hende gennem skoven og klitterne og ind i en fjern afkrog af landskabet, ser hun den oldgamle rundkirke med de grå utilhuggede jættesten. Det ligner mere en fæstning end et hjem, og Gunver frygter, hvordan hendes liv kommer til at se ud i den mørke bygning sammen med en ægtemand, der forguder den, langt mere end han gør hende.
“Sole. En historie om et gammelt hus” udkom første gang i 1907.
Laura Kieler (1849–1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.
