Mennesket

Kampen om menneskets oprindelse bølgede nu frem og tilbage de følgende 30 år, mellem de bibeltro forskere som Buckland og de forskere, der som de Perthes nægtede at blande religion ind i videnskab. Den bibeltro Cuvier og Det Franske Geologiske Selskab nægtede f.eks. at anerkende, at der havde levet mennesker samtidig med uddøde dyr

Med syndflod tænkte Tournal ikke på en global katastrofe, men på mere lokale fænomener – dvs. lokale oversvømmelser, som ikke havde noget med religion at gøre. Sådanne lokale oversvømmelser kunne ikke forklare, hvordan nogle dyr kunne uddø overalt. Tournal overvejede derfor, om det måske var menneskene selv, der havde udryddet de uddøde dyr.

Den franske læge Paul Tournal fandt i 1827 en række redskaber sammen med knogler fra uddøde dyr i en hule ved Narbonne i det sydlige Frankrig. Det specielle ved Tournals opdagelse var, at der i knoglerne var skæremærker, som kun kunne være lavet af mennesker.
Da jordlagene i hulen lå pænt og ubrudte oven på hinanden, kunne han afvise, at syndfloden eller en anden stor katastrofe havde blandet noget sammen. Det, der fandtes i samme lag, måtte have tilhørt samme tid: med andre ord et uomtvisteligt bevis på, at mennesket havde eksisteret væsentligt længere end 5-6000 år.

Hver gang man fandt menneskelige knogler sammen med knogler fra uddøde dyr, måtte det ifølge Buckland skyldes, at levn fra henholdsvis før og efter syndfloden var blevet blandet sammen.

Men i 1823 gjorde præsten Buckland et opsigtsvækkende fund – endda i en sådan grad, at det mere end noget andet fund i denne periode udfordrede den gængse opfattelse af, at mennesket ikke havde levet samtidigt med uddøde dyr.

Nogle uniformitarister løste problemet ved at hævde, at dyr og planter havde eksisteret i lang tid før mennesket, og at det var derfor, man fandt meget gamle dyre- og planterester

Kun menneskets, ja, måske kun den hvide mands eksistens skulle ifølge Buckland holdes inden for de 6000 år

Buckland mente, at der havde været en lang periode mellem Jordens skabelse og tiden med Adam og Eva. I denne periode var mange former for dyr og planter både opstået og uddøde på grund af katastrofer. Gud havde efter hver katastrofe skabt det hele på ny.

Faktisk helt frem til 1850’erne blev den bibelske tidsramme for i det mindste det europæiske menneskes eksistens fastholdt af de mest magtfulde forskere inden for feltet. Det afgørende opgør må tilskrives den britiske geolog William Pengelly

Ved at måle tykkelsen af drypstenslaget oven på disse navne kunne Pengelly beregne alderen på det lag af drypsten, der lå over de fund, han gjorde: Det viste sig, at fundene måtte være intet mindre end 500.000 år gamle! Hermed blev den naturvidenskabelige måde at bestemme tidsrammen på nu anerkendt – og med den også en ny sandhed om menneskets alder