Normalt drak hun næsten ikke.
“Der er noget, jeg må ordne først. Men om et par uger måske,” svarede han overrumplet.
“Nej. Nu. Med det samme.”
Han var lige ved at svare ja. Men da han stirrede ud gennem vinduet, så han, hvordan solen netop var ved at synke ned bag tårnet på et af de store hangarskibe. Man kunne tydeligt se omridsene af kampflyverne på dækket. Supermagtens rå muskelstyrke.
“Der er en opgave, som jeg må gøre færdig,” sagde han og stirrede ned i sit vinglas.
“Som er vigtigere end alt andet – som er vigtigere end dig selv – vigtigere end både dig og mig?”
“Ja. Uden tvivl.”
“Manden må altså bare følge sin pligt, ikke? Mens kvinder og børn grædende venter hjemme ved komfuret?”
Hun havde fået et sammenbidt og ironisk udtryk i ansigtet, der også fik det, hun havde sagt et par sekunder før, til at virke som ironi.
“Sådan er det denne gang. I tusinde andre sammenhænge ville det ikke have været sådan, men denne gang kan jeg ikke trække mig.”
“Og hvad drejer det sig om?”
“Det kan jeg ikke fortælle dig.”
“Hvorefter vi er tilbage ved udgangspunktet.”
“Nej, vi er meget langt fra udgangspunktet. Jeg var en idiot dengang, og det har jeg allerede indrømmet. Dengang fortalte jeg ikke noget, fordi jeg ikke turde. Nu holder