Pigeliv 1 – Klassens dronning

Hvor falsk har man lov at være

Siv rækker ud for at tage Emmas slikkepind, men Emma hyler og holder den op i luften.
„Hvorfor det?!“
„Fordi du vrøvler.“
„Hey, det kan da godt være! Hvis alle finder en fed ting at tage med.“
De griner begge to.
„Jeg fandt aldrig ud af, hvad I skal lave i ferien,“ siger Emma. „Hvad skal du, Jose? Hov, hvad er der, Jose?“
De bliver begge helt stille, da de ser på Josefine, som endelig har valgt en sort slikkepind med lakridssmag og sendt posen videre. Hun kan godt selv mærke, at hendes øjne er ved at svømme over, og hendes hage bæver.
„Hvad er der sket?“ Straks har Emma en arm rundt om Josefine for at trøste. Denne gang kan Josefine ikke lade være. Hun ryster den af sig med en hidsig bevægelse. Et øjeblik bliver hun siddende og ser ud over den lille gård. Græsset med de mange hvide blomster og de flade mærker efter jakkerne, hvor de lige har siddet. Drengene, der kaster en hoppebold frem og tilbage mellem sig. Lucas, der stadig har et stykke græs siddende i håret fra hendes blomsterkrans. Elsker – elsker ikke. IKKE, åbenbart. Hvad nu hvis alle hader hende?
I et spring er Josefine på benene, løber indenfor og hen mod toiletterne.
„Jose? Hvor skal du hen?“ hører hun bag sig.
Da hun tager i døren, ombestemmer hun sig. Hvis hun låser sig inde på toilettet, så vil de andre piger blive stående udenfor i en evighed og spørge, hvad der er galt. Og nu er tårerne for alvor på vej.
Hurtigt løber hun forbi toiletterne og videre ned ad gangen. Hun flår døren til deres klasseværelse op og griber sin taske. Da hun kommer ud, får hun øje på Siv og Emma længere nede ad gangen. Løgnere. Hvis hun skal se på dem i ét sekund længere, skriger hun. Hvor falsk har man lov at være?
Hun vil sige det til dem. Råbe det. Men da hun åbner munden, kommer der ikke noget ud.
„Hvad skal du, Jose?“ De kommer tættere på med store, bekymrede øjne.
„Jeg bliver nødt til at gå hjem,“ råber Josefine endelig. „Vil I ikke sige til Lisbeth, at jeg er nødt til at gå?“
Hun gør en bevægelse mod skridtet af sine bukser, og både Emma og Siv tager en hånd op for munden i chok på helt samme tid. Hvor ser de åndssvage ud. Hvis ikke Josefine var så ked af det, ville hun grine.
Men det er hun. Hun vender sig om og løber.

converse.
Amanda svarer ikke. Faktisk ser hun ikke engang op, og hun flytter heller ikke sine ben. Typisk. Hun skal altid være så anderledes med sit sorte tøj og sin sorte kasket.
„Så får du ingen slikkepind,“ råber Josefine over skulderen, da hun skubber døren

Hvordan kan du være så ligeglad med alting

Under hende er grønt græs med mælkebøtter, og over hende er blå himmel med hvide lammeskyer. Men inden i hende er der totalt kaos. Hvis nogen havde spurgt hende for lidt siden, om der var noget som helst i verden, der kunne få hende til at glemme, at ikke engang hendes egne veninder havde lyst til at gå i klasse med hende mere, så ville hun have svaret et rungende nej. Nu er hun pludselig ikke så sikker.
„Men hvis du endelig vil vide det,“ siger Amanda, da de har stået lidt i tavshed, mens Josefines verdensbillede slår en kolbøtte.

„Måske vil jeg hellere være sådan en, der laver mine lektier og går op i skolen og gør mig lidt mere umage!“

noget? Måske er det en eller anden syg joke, og lige om lidt griner de alle sammen. Men der er ingen, der griner, og sedlerne sagde alt. Hun tjekkede dem igen og igen med bankende hjerte. Bare Josefine tænker på det, bliver hun helt varm i kinderne og får ondt i maven.
Hun nåede ikke at se alle sedlerne, men det var ikke kun Emma og Siv. Der var mange, der ikke havde ønsket at komme i klasse med Josefine.
„Hallo, sender du den pose videre?“
„Ja ja.“ Josefine prøver at koncentrere sig om at vælge en af slikkepindene.
„Hørte I, hvad Lisbeth sagde?“ spørger Emma. „Om den der skulptur vi skal lave?“
„Ej, det er da ikke en skulptur,“ bryder Siv ind. „Vi skal bare alle sammen tage noget med, som får os til at tænke på vores tid med den her klasse.“
Emma himler med øjnene. „Hun sagde da, at vi skulle tænke på den der skulptur, vi så, da vi var på museum. Den med alle tingene.“
„Okay,“ siger Siv. „Tror du så, der kommer nogen og spørger, om de ikke må udstille vores ting, når vi er færdige?“
„Det kan da godt være!“
„Ikke mere sukker til dig.“ Siv rækker ud for at tage Emmas slikkepind, men Emma hyler og holder den op i luften.
„Hvorfor det?!“
„Fordi du vrøvler.“
„Hey, det kan da godt være! Hvis alle finder en fed ting at tage med.“
De griner begge to

Siv. Hvad vil de overhovedet? De er jo ikke hendes veninder, så hvorfor lader de som om? Det her skal de komme til at fortryde. Hun gider aldrig snakke med dem mere.
Alligevel giver