«Filosofiske ideer kunne, som filosofiens historie viser, have en dobbelt betydning. De kunne være forsøg på opstilling, behandling eller løsning af visse problemer, og de kunne stå som symptomer på visse tendenser i det menneskelige åndsliv. Der vil være en stadig vekselvirkning mellem disse to sider ved filosofien, idet det kan stå som symptom på en ejendommelig åndelig bevægelse, at et problem opstilles og behandles på en bestemt måde, og idet på den anden side problemernes brod kan udløse åndelige bevægelser, der ellers ikke ville blive til.»
Professor i filosofi Harald Høffding undersøger nogle af filosofiens mest omdiskuterede problemer. Høffding forholder sig blandt andet til den menneskelige bevidsthed, erkendelsesproblemet samt det religiøse problem.
Harald Høffding (1843–1931) var teolog og filosof og virkede gennem 30 år som professor ved Københavns Universitet. I løbet af sin karriere opnåede han en central position i det danske videns— og kulturliv og nød stor anerkendelse både i og udenfor Danmark. Høffding var yderst virksom hele sit liv, og tankegodset i hans bøger er stadig relevant i dag. Udover værkerne om etik, filosofihistorie og psykologi kendes han for monografier om Søren Kierkegaard, Jean-Jacques Rousseau og Baruch Spinoza.
