bookmate game
Bent Isager-Nielsen

Man jager et bæst og fanger et menneske

  • mariateglkamphar citeretfor 3 år siden
    Vi accepterer, at sygdomme tager ofre, og at trafikken gør det samme, men vi kunne aldrig finde på at sige: “Nå, blev hun stukket ihjel, det var da sørgeligt, men noget skal man jo dø af.” Jeg er ikke i tvivl om, at det er det, straffeloven kalder forsættet, der er det fascinerende. Det, at et menneske forsætligt – med vilje og helt bevidst – slår et andet menneske ihjel, er en kilde til undren, fascination og skræk for os.
  • mariateglkamphar citeretfor 3 år siden
    Nærdrabet, hvor offer og gerningsmand kender hinanden, er generelt motiveret i jalousi, begær, hævn eller ære/skam, mens fjerndrabet, hvor der ikke er en forbindelse mellem offer og gerningsmand, som regel udspringer af sex eller begær/berigelse.
  • mariateglkamphar citeretfor 3 år siden
    Motiverne er de samme: jalousi, begær, sex, hævn og ære/skam/udstødelse. Fem hovedmotiver, som dækker alle drab
  • mariateglkamphar citeretfor 3 år siden
    FBI er nået frem til, at der er to hovedgrupper, som alle drabsmænd kan opdeles i baseret på deres adfærd og det gerningssted, de efterlader sig. Alle seriøse drabsafdelinger kloden over arbejder i dag med dem i analysen af et mord: den uorganiserede og den organiserede morder.
    Tankegangen er enkel: Hvis morderen på et gerningssted handler organiseret, lever han også sit normale liv organiseret. Men hvis han derimod gebærder sig uorganiseret på et gerningssted, er han også et rodehoved i sit almindelige liv.
  • mariateglkamphar citeretfor 3 år siden
    På toilettet kom blandt andet to brødre, som var uvenner, men som uden at vide det havde et forhold til hinanden. Der var nemlig lavet huller i skillevæggene på båsene, så de besøgende kunne dyrke oralsex med manden på den anden side, uden at vide hvem det var. Det fandt de så ud af, da de kom ud fra toilettet.
  • Sofie Falk Jupahar citeretfor 4 år siden
    g så er vi tilbage ved min trosbekendelse: Den, der som barn er offer, bliver gerningsmand som voksen. De børn, hvis forældre ikke forholder sig til dem, som ikke bliver mødt med respekt, og som ikke kender til konsekvens, danner ofte deres egne rammer og normer. Og så er de godt kvalificerede til at ende på den forkerte side af straffeloven.
  • Sofie Falk Jupahar citeretfor 4 år siden
    Han blev meget overrasket og fik en klar fornemmelse af, hvordan det kan være at sidde på den anden side af bordet. Det kan man tydeligt se i serien.
    Efterfølgende blev jeg også tit kontaktet, når de stod med konkrete problemer med et set-up i serien og gerne ville vide, hvad vi på det virkelige rejsehold ville have gjort i den situation: Hvad gør man, hvis en person forsvinder? Vil man profilere en sådan sag? Vil man anholde på mistanken alene?
    Hvordan den endelige serie kom til at se ud, havde vi selvfølgelig ikke direkte indflydelse på, men jeg er ikke i tvivl om, at vores medvirken bidrog til dens realistiske præg. Vi hjalp dem, hvor vi kunne, og var glade for resultatet. I de år, hvor serien kørte første gang, kunne personaleafdelingen i Rigspolitiet i hvert fald se, at den havde en effekt. Der var ansøgere, der ikke normalt ville søge politiet, men som var blevet bidt af drømmen om at komme på det legendariske rejsehold – præcis som jeg selv engang var blevet.
    Når det så er sagt, var der selvfølgelig også mange detaljer i serien, som var helt skæve i forhold til virkeligheden. Min rolle skulle spilles af en kvinde, selv om der næsten kun har været mænd på rejseholdet. Da mine små nevøer hørte det, spurgte de måbende:
    “Skal din rolle spilles af en pige?”
    Det var nedtur, lod de mig forstå. Charlotte Fich gjorde alle forbehold og fordomme til skamme og spillede fremragende. Også Waage Sandø som IP var glimrende – inspireret af en virkelig figur, min gode ven Jens Bigum, som jeg har arbejdet sammen med i mange sager. Han er i øvrigt som IP i serien gift med en skuespillerinde i virkeligheden.
    I tv-serien roder efterforskerne rundt med deres privatliv og har affærer på kryds og tværs med hinanden. Chefen ligger i med sin nærmeste underordnedes kone, og de andre kan dårligt komme ud til en politikreds, uden at en af dem går i seng med en af de lokale. Virkelighedens rejseholdsfolk var på ingen måde helgener, men vi ville aldrig få opklaret nogen mord, hvis vi havde så meget kaos i vores privatliv.
    I serien er rejseholdet heltene, der kommer ud på bedste FBI-vis og overtager sagerne fra de lokale fjumrehoveder, og det var både langt fra virkeligheden, og en myte, vi altid har kæmpet for at aflive. Men der skulle være helte og antihelte. Hvis de alle sammen var lige dygtige, blev det hele leverpostej. DR ville have rejseholdsfolk og bonderøve. Og det fik de så. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, men der var folk på de lokale stationer, der senere spurgte, om vi virkelig havde hjulpet dem med det bras.
    “Der har I da ikke underspillet jeres rolle,” lød en af bemærkningerne. Så måtte jeg prøve at forklare, hvorfor det var blevet sådan. Og at vi i øvrigt ikke havde indflydelse på det.
    Det virkelige rejsehold har heller aldrig haft en bus indrettet med afhøringslokale og kontorer som mobilt hovedkvarter, skønt vi mange år tidligere havde overvejet muligheden. Men det passede i tv-serien.
  • Sofie Falk Jupahar citeretfor 4 år siden
    Det var tydeligvis også denne fascination af myten om rejseholdet som politiets hårde hunde, der i første omgang var årsagen til en opringning, jeg modtog engang i slutningen af 90’erne. På det tidspunkt var jeg blevet forfremmet til stillingen af kriminalkommissær og var leder af drabssektionen på rejseholdet, hvor jeg inden for en overskuelig tidsramme kunne fejre mit tyveårs jubilæum.
    Daværende dramachef i Danmarks Radio, Rumle Hammerich, havde i bladet Ud & Se læst et stort interview med mig, hvori jeg fortalte om arbejdet med at opklare drab på rejseholdet. Han ringede, fortalte han mig, fordi de efterfølgende havde talt om at lave en tv-serie med udgangspunkt i det interview, hvori jeg også blev citeret for rejseholdets motto, som også er titlen på denne bog. Han fortalte, at de havde haft stor succes med serier som Taxa og Landsbyen, og nu ledte de med lys og lygte efter inspiration til en politiserie. Deres seeranalyser viste, at mens tv-serien Taxa, der foregik i København, var blevet set af Østdanmark, var Landsbyen blevet set af Vestdanmark, fordi den foregik i provinsen. Nu havde de så fået øje på rejseholdet, som de mente var genialt, fordi det forenede de to landsdele: Nok arbejdede vi i provinsen, men vi hørte hjemme i København. Og det der med at jage et bæst og fange et menneske kunne selv det største manuskriptgeni ikke have udtænkt.
    I begyndelsen af 80’erne havde der på DR været vist en serie med samme navn, og den havde været så jammerlig, at serien blev afbrudt efter en halv snes afsnit. Umiddelbart kunne vi ikke se fidusen i en ny serie. Men efter flere samtaler og møder med blandt andre seriens hovedforfatter, Peter Thorsboe, endte det med, at vi besluttede at hjælpe holdet bag den nye tv-serie til at skildre vores hverdag på en realistisk måde samt finde en tone, vi kunne genkende fra vores arbejde. Sagerne måtte de selv finde via pressen og andre tilgængelige kilder som domme og bøger.
    Min chef Per Kanding, min gode kollega Kurt Kragh og jeg inviterede manuskriptforfatterne ud i rejseholdets lokaler, hvor vi tegnede og fortalte om vores arbejde, og snart havde vi også nysgerrige instruktører og skuespillere rendende. Kurt og jeg lavede seancer om afhøring, hvor vi sad over for hinanden som afhører og mistænkt, så de fik en fornemmelse af, hvordan virkeligheden var. Fra amerikanske film kendte de alle afhøringsklicheerne, så de var overraskede over på første hånd at opleve, hvordan virkeligheden formede sig.
    Den dag, hvor vi skulle gennemspille en afhøring af Mads Mikkelsen, der i serien spiller kriminalassistent Allan Fischer, strammede vi skruen en omgang. Vi havde på forhånd forhørt os om hans private interesser, og i løbet af afhøringen fik vi ham ind på netop dette spor. Da han begyndte at fortælle om, hvordan han holdt af at fiske, gik Kurt og jeg i gang med langsomt at spinde ham ind i løgnen. Vi vidste, at det var motorcykler, han brændte for, og så kørte vi på ham et stykke tid.
  • Allan Robert Pinneruphar citeretfor 4 år siden
    er afgørende for sagen. Undervejs går der kopier af afhøringsrapporten
  • Allan Robert Pinneruphar citeretfor 4 år siden
    Man har ikke en liste med spørgsmål, man bare lirer af.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)