Suppe:
10 g ingefær
1-1,2 l kogende vand
3-4 spsk misopasta
2 spsk tamari (eller soja)
limesaft
Fyld:
150 g boghvedenudler
250 g svampe, fx champignoner, østershatte eller shiitakesvampe
olie
4 forårsløg
½ bdt thaibasilikum
2 tsk sesamfrø
Riv ingefær, og bland det med kogende vand. Rør misoen ud i vandet, og smag til med tamari og limesaft. Kog nudlerne efter anvisning på pakken. Skær svampene ud i små skiver, og steg dem på en varm pande i olie i 4-5 minutter. Krydr med salt og peber.
Kom nudler, svampe og finthakket forårsløg i fire skåle, og fordel misosuppen i skålene. Pynt med thaibasilikum og sesamfrø, og servér suppen med det samme.
Smag suppen til med chilisauce eller fx en smule mørk sesamolie.
TIP // I stedet for nudler kan du komme fintsnittet spidskål i – på den måde får du ekstra grøntsager i din suppe.
SUPPE MED BAGTE PEBERFRUGTER
4 personer
Denne suppe er lavet af tomat og peberfrugt, som er bagt i ovnen. Det giver suppen en sød, dyb smag. Suppen er nem at lave og kræver ikke mange ingredienser, så den er både billig og sund. Servér evt. med en smule kød, fx en rest kylling.
Ingredienser:
4 røde peberfrugter
600 g tomater
2 rødløg
2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
salt og peber
frisk timian
1 håndfuld bredbladet persille
4 spsk olivenolie
2-3 dl grøntsagsbouillon
Topping:
creme fraiche eller yoghurt
feta
Rengør peberfrugterne, halvér dem, og fjern kernerne. Skær tomater og løg i mindre stykker, og læg dem på en bageplade med peberfrugter og hvidløg (uden skal). Vend olie, salt og peber rundt i blandingen, og læg lidt frisk timian ved. Bag det hele ved 200 grader i ca. 1 time. Rør undervejs.
Kom grøntsagsblandingen i en blender sammen med olivenolie og rengjort persille. Blend, indtil blandingen er helt ensartet og cremet. Smag til med salt og peber. Kom suppen i en gryde, og tilsæt bouillon eller fond, afhængigt af hvilken konsistens du ønsker. Servér suppen med en skefuld creme fraiche eller yoghurt på toppen.
TIP // Det smager også godt med smuldret feta over suppen.
SPICY SUPPE MED GRÆSKAR & TOMAT
4 personer
Denne græskarsuppe er indbegrebet af efterår, både farve- og smagsmæssigt. Til suppen serverer jeg ofte mit gode nøddebrød, se opskrift her.
Ingredienser:
800-1.000 g hokkaido
1 rødløg
3 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
400 g tomater
2-3 tsk stødt spidskommen
2 tsk stødt chili
1 tsk gurkemeje
8-9 dl grøntsagsbouillon
4 dl kokosmælk
salt og peber
Topping:
frisk mynte
granatæblekerner
dukkah (se opskrift her)
Skær skrællen af græskaret, fjern kernerne, og skær kødet ud i små tern. Hak løg og hvidløg groft, og svits det i en smule olivenolie i en gryde. Tilsæt græskar og halve tomater. Svits det hele et par minutter under omrøring. Tilsæt spidskommen, chili og gurkemeje, og rør godt rundt. Tilsæt bouillon, og lad det simre i ca. 30 minutter. Blend derefter suppen, til den er helt glat og ensartet. Tilsæt mere fond, hvis du ønsker en tyndere suppe. Varm græskarsuppen igennem, tilsæt kokosmælk, og smag til med salt og peber.
Pynt suppen med frisk mynte og granatæblekerner, eller lav din egen dukkah, som passer perfekt til græskarsuppen.
TIP // Det er altid dejligt med brød til suppe. Prøv fx nøddebrødet, evt. toppet med nogle skiver avocado. Det giver ekstra mæthed og smager dejligt.
SUPPE AF HVIDE ASPARGES
2-4 personer
Dette er en mild, delikat suppe med hvid asparges i centrum. Hvide asparges skal skrælles før brug – det er nemmest fra hovedet og nedad. Læg dem evt. på et skærebræt, mens du skræller dem – så knækker de ikke. Skær enden af, da den ikke er rar at spise. Pift evt. suppen op ved at tilsætte rejer inden servering.
Ingredienser:
1 kg hvide asparges
1 løg, finthakket
1 spsk smør
1 l kyllingefond
1,5 dl fløde
hvidvin eller citronsaft
4 håndfulde brøndkarse
Skræl de hvide asparges, og skær den nederste del af. Skær dem i mindre stykker a ca. 1 cm, og tag hovederne fra – de skal bruges til sidst.
Steg finthakket løg i smør, tilsæt asparges, og lad det stege videre i ca. 2 minutter. Tilsæt fond, og lad det hele simre i ca. 30 minutter, eller indtil aspargsene er møre. Blend suppen i en blender eller med stavblender, indtil den er helt glat, og tilsæt derefter fløde og aspargeshovederne. Lun suppen, og smag suppen til med hvidvin eller citronsaft, salt og peber. Servér suppen med masser af frisk brøndkarse på toppen.
TIP // De hvide, danske asparges er i sæson fra maj til juni og har en fin, sødlig smag, der minder om ærter. De er gode i suppe, men kan også bruges rå i salater.
GRØN SUPPE MED ÆRTER & BROCCOLI
4 personer
Hjemme hos mig er ærtesuppe et hit både sommer og vinter. Jeg topper suppen med ristede hasselnødder og sprød bacon, når det skal være ekstra lækkert.
Ingredienser:
1 spsk smør
2 fed hvidløg
1 løg
300 g broccoli
450 g ærter, frosne
skal fra 1 økologisk citron
7-8 dl grøntsagsbouillon
2,5 dl fløde
salt og peber
Topping:
4 spsk ristede hasselnødder
sprød bacon
evt. ærteskud
Varm smør op i en gryde. Hak hvidløg og løg groft, og svits det i smør i ca. 2 minutter. Skær broccoli i grove stykker, og kom dem i gryden sammen med ærter og citronskal. Tilsæt bouillon, og lad suppen simre i ca. 20 minutter. Blend den helt glat med en stavblender. Lad suppen koge op, tilsæt fløde, og smag til med salt og peber. Hvis du ønsker en tyndere suppe, så tilsæt en smule mere bouillon.
Servér suppen med ristede hasselnødder på toppen og evt. en smule ærteskud eller sprød bacon.