bookmate game
Hannah Grace

Icebreaker

Han er det eneste, hun ikke havde planlagt …
Anastasia Allen har drømt om at deltage i OL, lige siden hun begyndte til kunstskøjteløb som femårig. Hun har knoklet sig til et universitetslegat, og nu må intet komme i vejen for hendes kvalifikation til Team USA.
Nathan Hawkins er anfører for universitetets ishockeyhold. Et ansvar, som hviler tungt på hans skuldre, men han har aldrig mødt en forhindring, han ikke kunne overkomme … Det skulle da lige være at samarbejde med den stædige kunstskøjteløber, holdet skal dele skøjtehallen med næste semester.
Anastasia er på ingen måde tilfreds, og det bliver ikke bedre, da hendes partner kommer til skade, og hun akut mangler nogen at træne med. Den eneste, der kan træde til, er Nathan, fyren som irriterer hende grænseløst.
Men de har intet valg, og det er ikke bare isen, der slår gnister, når Nathan skifter hockeystaven ud med en kropsnær trikot …

Icebreaker fik mig til at smelte fra top til tå.” — New York Times-bestsellerforfatter Elena Armas
464 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2024
Udgivelsesår
2024
Oversætter
Lene Støvring

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • enrika075har delt en vurderingfor 4 måneder siden
    👎Spring denne over

    Would be better in another language (English)

  • Hannaiyahhar delt en vurderingfor 24 dage siden
    👎Spring denne over

    English. Please make these in ENGLISH!

  • charlottebech70har delt en vurderingfor 4 måneder siden
    👍Værd at læse
    🔮Overraskende
    💡Lærerig
    🎯Læseværdig
    💞Superromantisk
    🌴God til stranden
    🚀Opslugende

    Fantastisk læsning

Citater

  • Karin Balle Madsenhar citeretfor 4 måneder siden
    For hun er villig til at yde de ofre, det kræver. Hvad ville der være sket, hvis du ikke var blevet udtaget til NHL?“

    „Jeg …“

    „Nej, lad være med at give mig et eller andet langt ude svar.“
  • matildepetersen11har citeretfor 25 dage siden
    den enten efter hans fars affære med sekretæren eller inden, han besluttede sig for at knalde deres indretningsarkitekt. Maple Tower er et smukt ejerlejlighedskompleks lige uden for campus, og vores lejlighed har en fantastisk udsigt og masser af naturligt lysindfald.
    Her bor ikke kun studerende, så her er dejligt fredeligt, men det er tæt nok på alle andre til, at man nemt kan dingle hjem fra festerne.
    Aaron og jeg må ikke feste, men hvad Aubrey ikke ved, har hun ikke ondt af.
    Jeg har allerede siddet på Lolas seng og set hende prøve ti forskellige kjoler, da Ryan skriver, at han er på vej op, og det giver mig en undskyldning for at forlade hende og de næsten ens, sorte kjoler.
    I begyndelsen føltes det mærkeligt, at jeg fik sommerfugle i maven, når det bankede på døren, og jeg vidste, at Ryan stod udenfor, men nu er det bare nuttet.
    Jeg lukker ham ind. Han fylder praktisk talt hele døråbningen. Hans uglede, lyse hår er stadig fugtigt, og han dufter kraftigt af appelsin og noget andet, jeg ikke helt ved, hvad er, men som virker sært beroligende. „Hej, smukke,“ siger han og giver mig et kys.
    Han rækker mig den pose chips, han altid insisterer på at have med, for jeg spiser tilsyneladende ikke nok, og desuden har jeg aldrig noget lækkert, når han er her. Jeg kender ingen, der spiser så meget som Ryan, og for ham er ’lækkert’ noget, der er masser af sukker i.
    Af en eller anden grund sidder Lo og Aaron i stuen og betragter os, som om de aldrig har set mennesker før. Ryan er heldigvis vant til deres særheder efterhån
  • Sandra Hohmannhar citeretfor 3 måneder siden
    ANASTASIA
    „Igen, Anastasia!“
    Hvis jeg hører ordene igen og Anastasia i samme sætning én gang til, bliver det nok dråben, der får bægeret til at flyde over.
    Jeg har været tæt på selv at flyde over, siden jeg vågnede i morges med verdens værste tømmermænd, så det sidste, jeg har brug for lige nu, er, at min træner, Aubrey Brady, plager mig.
    Jeg fokuserer på at fortrænge min irritation, for det er, som om hun har gjort det til sin mission i livet at rykke lidt på mine grænser til hver eneste træning. Jeg konkluderer, at det jo er hendes målrettede indsats, der gør hende til en så succesrig træner, så jeg må hellere lade være med at kaste mine skøjter efter hende, og nøjes med at fantasere om det.
    „Du sjusker, Stas!“ råber hun, da vi flyver direkte forbi hende. „Sjusk giver ingen medaljer!“
    Hvad var det, jeg lige blev enig med mig selv om i forbindelse med at smide skøjterne efter hende?
    „Kom nu, Anastasia. Anstreng dig lige lidt for en gangs skyld,“ griner Aaron. Jeg sender ham et iskoldt blik, men han rækker tunge ad mig.
    Aaron Carlisle er den bedste mandlige skøjteløber, som University of California, Maple Hills har at byde på. Da jeg blev tilbudt en plads på UCMH, og min tidligere skøjtepartner ikke gjorde, var Aaron heldigvis i samme situation, så vi kom til at danne par. Det er nu tredje år, vi skøjter sammen, og tredje år, vi bliver heglet igennem.
    Jeg har en teori om, at Aubrey er russisk spion. Jeg har ingen beviser, og min teori er ikke specielt underbygget. Faktisk er den overhovedet ikke underbygget. Men sommetider, når hun skriger ad mig, at jeg skal rette ryggen eller knejse med nakken, vil jeg sværge på, at jeg kan høre en svag, russisk accent.
    Og det er sært, for hun er fra Philipsburg, Montana.
    Kammerat Brady var engang en stor skøjtestjerne. Selv nu er hendes bevægelser graciøse og kontrollerede, og hun bevæger sig med så stor ynde, at det er svært at tro, hun kan råbe så højt, som hun gør.
    Hendes grånende hår er altid samlet i en stram knold, hvilket fremhæver hendes høje kindben, ligesom hun altid er iført sin velkendte, sorte frakke af kunstpels. Aaron joker altid med, at det er under dén, hun gemmer alle sine hemmeligheder.
    Rygtet siger, det var meningen, hun skulle til OL med sin partner, Wyatt. Men Wyatt og Aubrey øvede tilsyneladende deres løft lidt for tit, så Aubrey endte med at bære rundt på en baby i stedet for en guldmedalje.
    Det er derfor, hun har været i så dårligt humør, siden hun begyndte trænerjobbet for femogtyve år siden.
    ’Claire de lune’ fortoner sig, da Aaron og jeg færdiggør vores program næse mod næse. Vi står forpustet ind imod hinanden og forsøger at få vejret. Da vi omsider hører et enkelt klap, bevæger vi os hen imod det, der sandsynligvis bliver kilden til min næste hovedpine.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)