Lene Kaaberbøl

Skammerens datter 1 – Skammerens datter

  • Sidse-Marie Nordlund Handlerhar citeretfor 4 år siden
    netop den dag manden fra Dunark kom. Men hver gang min venstre arm gør ondt ... hver gang jeg savner Lindehuset og pæretræerne og hønsene, vi havde dér ... så bliver jeg gal på Cilla én gang til.
    Cilla var møllerens datter, den eneste pige ud af en flok på seks. Måske var det derfor, hun var blevet så utålelig. Hvis Cilla
  • Dennis Munk Orlik Nielsenhar citeretfor 4 år siden
    Strengt taget var det vel ikke Cillas skyld, at jeg blev bidt i armen af en drage. Det er nok bare en tilfældighed, at hun bestemte sig for at smide en spand valle i hovedet på mig, netop den dag man
  • Line Vilken Krusehar citeretfor 4 år siden
    Vagtstuen for enden af gangen stod tom. Drakan havde nok sendt vagterne væk for ikke at have nogen vidner til det, han havde tænkt skulle ske i cellen. Det var et held for os, for det ville ikke have været nemt at forklare, hvorfor vi var på vej væk, mens Drakan lå død eller døende derhenne. Jeg stak forsigtigt hovedet ud, men heller ikke i kælderhvælvingen på den anden side af vagtstuen var der nogen mennesker.
    »Bliv her,« hviskede jeg til Nico. »Så henter jeg mor.«
    Han nikkede og lod sig glide ned ad væggen, til han sad lænet op ad den. Der var kun en enkelt, temmelig tilsodet olielampe i vagtstuen, men selv i dens gule skær så han ligbleg ud. Han havde brug for hjælp og hvile, ikke for en halsbrækkende flugt gennem fængselsgange og dragegrotter. Dragegården skulle vi igennem – men når vi havde mor med, behøvede vi ikke at flygte længere. Hun ville kunne forklare dem, at Nico havde brugt kniven i selvforsvar, eller rettere, for at forsvare mig. Hun var Skammeren. Hende måtte de tro på, selvom de måske ikke ville tro på os. Eller det sagde jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg listede gennem kælderhvælvingen og op ad den murede trappe. Og på en eller anden måde troede jeg nok også, at selv dragerne ville have respekt for min mor.
    Døren var ikke låst. Jeg åbnede den og smuttede ind. Månelyset strømmede gennem det store buevindue, hvor vi havde siddet og leget Effen eller ueffen – for meget længe siden, syntes jeg. Forhænget var trukket for alkoven i den ene væg, men jeg kunne høre, at nogen sov derinde.
    »Mor,« hviskede jeg og slog forhænget til side. »Vågn op, mor, du må hjælpe – « og så kom jeg ikke længere, for det var ikke mor, der lå i alkoven. Det var en kvinde, jeg aldrig før havde set.
    Hun slog øjnene op. »Har du gjort det?« begyndte hun, og først da var det, som om hun rigtigt fik øje på mig. »Hvem er du?« spurgte hun og stirrede på mig med udtryksløse øjne. Der hang en underlig muggen-sød lugt
  • Jette Nygårdhar citeretfor 5 år siden
    Blå striber flimrede for øjnene af mig. Et eller andet sted langt væk havde Rikert Smed taget min arm, lagt den på ambolten, og stod nu og hamrede løs på den, som om det var et plovskær, han var ved at lave. Jeg havde afsindigt ondt i hovedet, og det blev ikke bedre af, at luften var tyk af lamperøg og andre lugte. Et øjeblik var det, som om jeg faldt, men så blev jeg klar over, at jeg allerede lå ned. Mine øjenvipper klistrede til hinanden og gjorde modstand, da jeg tvang mine øjne halvt op. Bortset fra to tågede flammer var der mørkt omkring mig.
    »Er det ikke snart morgen?« hviskede jeg hæst. Det måtte da blive lyst snart.
    »Det har været morgen,« sagde en fremmed stemme et sted i mørket. »Nu er det aften igen.«
    Nej, hvor blev jeg ked af det. Jeg havde jo længtes sådan efter, at mørket skulle få en ende, så jeg kunne se og ånde i solskin og dagslys og
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)