William Sidis´ perfekte liv

forsvare dig nu?

William vender sig om og løber ned ad trappen, men de fire indhenter ham for foden af

omkring dem hører det:

Spørg Barnes om du må undervise ham i nye måder at udregne fraktal geometri igen!

William vender sig om mod drengene.

Hvorfor skal jeg det? hvisker han tilbage.

Han blev så glad sidste gang.

Nej, han blev jo vred, hvisker William.

Han forstår ikke hvorfor de vil have ham til det. Drengene holder sig for munden for

færdigheder, siger professor James. Og det er derfor jeg mener at der må gælde helt andre regler i Williams tilfælde. Vi har aldrig oplevet noget lignende, heller ikke blandt de kendte tilfælde af såkaldte vidunderbørn som Mondeux, som De nævner, mr. Packard, og derfor er der ikke nogen retningslinjer vi kan forholde os til. Det eneste vi kan gøre, er at forsøge at give drengen de bedste betingelser for en fortsat sund og intellektuelt stimulerende udvikling. Det er absurd at lade en otteårig begynde i gymnasiet, men dette er en absurd situation, og jeg tvivler endda på at William vil opholde sig længe på Deres gymnasium, med al respekt, naturligvis, for det enestående pædagogiske arbejde De og

nu, William, du må da vide hvad du har lyst til at lave.

Fotografen griner mens han pakker sit fotografiapparat sammen.

Du har måske ikke lyst til at studere mere?

Jeg bryder mig ikke om at være i skolen, det er spild af tid, siger William.

Dine lærere siger at du ikke kan sidde stille og høre efter, men hele tiden blander dig.

Ikke hele tiden.

Ikke?

Jeg siger kun noget når de siger noget forkert. Jeg er nødt til at sige det når det er forkert.

Nå ja, det er klart, siger

stille sig så de kan få Harvard med i baggrunden. Det er endnu tidligt, og oktobersolen er ikke nået op over tagene, lyset er for svagt til at fæstnes på fotografiapparaternes plader, så blitzlysene smælder, bygningen bag dem glimter hvidt. Der er kommet flere studerende som også stiller sig op for at se modtagelsen.

Da det sidste lyn er borte og fotograferne gør klar til at skifte plader, samler journalisterne og den voksende flok af tilskuere sig om Boris og William igen. Tilskuerne kaster nysgerrige blikke på William, på hans tøj, på hans hår som Sarah har redt frem selv om William hader

William mærker en hånd på sin arm, han farer sammen, men ser at det er Martha.

Vi må videre frem, siger hun, og hun kysser igen William på munden, og hun løfter sin fane og svinger den over sit hoved. Han ser på de andre i optoget, ser frygten i deres blikke. De er flere end tilskuerne, men alligevel har forskrækkelsen mærket dem. Han følger efter Martha, han må ikke svigte hende nu, ikke vise sin frygt, han må vise hende at han kan handle, og han svinger selv sin fane og råber så højt han overhovedet kan, på engelsk, tysk, fransk, russisk, lettisk, polsk, spansk:

Fremaaaaad, fremaaaaad, fremaaaaad. For et retfærdigt Amerika!

Og demonstranterne hører ham, de råber tilbage:

Fremaaaaad for et retfærdigt Amerika! Fremaaaaad for et retfærdigt Amerika!

rumple dem. De ventede i tavshed, og da soldaterne kom marcherende om hjørnet til King Street, trådte flere hundrede af oprørerne frem. Andros gav rødgardisterne ordre om at fyre ind i folkemængden. Soldaterne ladede deres geværer, men netop som de lagde an til at fyre den første salve, skete der noget meget mærkeligt: pludselig kom en ældgammel mand med et langt, gråt skæg gående ned ad King Street. Der var ikke nogen der havde set hvor han kom fra, han havde pludselig materialiseret sig og gik nu langsomt ud på det tomme stykke ingenmandsland mellem oprørerne og soldaterne. Han støttede sig til en stav, og han vaklede når han gik. Han var klædt i den type kåbe som puritanerne havde gået med da de ankom til Amerika, og han havde en meget høj hat på, som ingen