Og du skal fortælle barnet de legender, jeg har fortalt dig – ligesom min mor fortalte dem til mig og hendes mor til hende. Du skal fortælle eventyrene fra det gamle land. Du skal fortælle om dem, der ikke er af denne Jord, som lever for evigt i menneskers hjerter – feer, alfer, dværge og den slags. Du skal fortælle om de store spøgelser, der hjemsøgte din fars folk, og om det onde øje, som en hex sendte din tante. Du skal lære barnet om tegnene, der viser sig for kvinderne i vor familie, når der er problemer og død på vej. Og barnet skal tro på Gud Herren og Jesus, hans enbårne søn.“ Hun slog korsets tegn for sig.
„Åh jo, og så må du ikke glemme Kris Kringle. Barnet skal tro på ham, indtil hun bliver seks år.“
„Mor, jeg ved, der ikke findes spøgelser eller feer. Så ville jeg lære barnet fjollede løgne.“
„Du ved ikke, om der ikke er spøgelser på Jorden eller engle i himlen,“ sagde Mary skarpt.
„Jeg ved, der ikke findes nogen julemand.“
„Alligevel skal du lære barnet, at sådan er det.“
„Hvorfor? Når jeg selv ikke tror på det?“
„Fordi,“ forklarede Mary Rommely ganske enkelt, „barnet skal have en værdifuld ting, som kaldes fantasi. Barnet skal have en hemmelig verden, hvori der lever ting, der aldrig har været. Det er nødvendigt, at hun tror. Hun må begynde med at tro på ting, der ikke er af denne verden. Når så verden bliver for hæslig at leve i, kan barnet søge indad og leve i sin fantasi. Jeg har selv, den dag i dag og i min alder, et stort behov for at genkalde mig helgenernes mirakuløse liv og de store mirakler, der er indtruffet i verden. Kun ved at have disse ting i mit sind kan jeg leve ud over det, jeg har at leve for.
„Barnet vil vokse op og selv opdage ting. Hun vil vide, at jeg løj. Hun vil blive skuffet.“
„Det er det, der kaldes at lære sandheden at kende. Det er en god ting selv at lære sandheden at kende. Først at tro med hele sit hjerte og så ikke at tro er også godt. Det beriger følelserne og får dem til at strækkes. Når en kvindes liv og andre mennesker skuffer hende, vil hun have haft øvelsen i at blive skuffet, og det vil ikke ramme så hårdt. Når du lærer dit barn ting, så glem ikke, at lidelser også er godt. Det beriger en persons karakter.“
„Hvis det er tilfældet,“ kommenterede Katie bittert, „så er vi Rommelyer rige.“
„Vi er fattige, ja. Vi lider. Vores vej er meget svær. Men vi er bedre mennesker, fordi vi ved de ting, jeg har fortalt dig om. Jeg kan ikke læse, men jeg fortalte dig om alle de ting, jeg har lært ved at leve. Du skal fortælle dem til dit barn og tilføje det, du selv lærer, efterhånden som du bliver ældre.“
„Hvad mere skal jeg lære barnet?“
„Barnet skal bringes til at tro på him