De fire isbjerge

Med populokratiet vil globaliseringen standse og landet træde ud af de internationale organisationer og konventioner. I begge tilfælde vil overvågningen vokse og frihederne skrumpe. Den fordragelighed og tolerance, som kitter generationerne og samfundet sammen, vil høre fortiden til. I stedet for at inddrage udgrænser man. Plutokratiet vil save i det demokratiske stoleben. Populokratiet vil save i det frie markeds.

Med populokratiet er populismen kommet til magten. I sin bog om demokratiets tilstand karakteriserer Mogens Herman Hansen populismen således: „Fælles for de forskellige populistiske bevægelser er, at de anser sig selv for at være de sande demokrater, og at den styreform, de ønsker, er den ægte. De opfatter sig som ‘folket’ og ønsker ‘folkestyre’ i ordets egentlige betydning. Men populisternes ‘folk’ er ikke hele folket, men derimod det menige folk i modsætning til eliten, den overklasse, der ifølge populisterne sidder på magten og kun ser på deres egen fordel uden at lytte til ‘folkets røst’ og tage hensyn til dets ønsker“.83

Rodriks og Fukuyamas alternativ hertil er plutokratiet, hvori de rige sidder på magten. De rigeste har i vidt omfang bragt sig uden for demokratiets rækkevidde med deres enorme, transnationale virksomheder, der betaler skatten dér, hvor den er lavest eller slet ingen skat er. Med deres pengemagt har de i USA en meget betydelig indflydelse på hvem, der bliver valgt til de centrale, politiske embeder, og adskillige milliardærer sidder i Trumps regering. I George W. Bush’s sad ingen. Med plutokratiet vil globaliseringen fortsætte og male hen over en middelklasse, der trykkes relativt ned, og en underklasse, der vokser.

36Strategische Vorausschau 2040.

Der er konflikten mellem fundamentalister og mere sekulære eller moderniserende regeringer som i Pakistan, Afghanistan, Algeriet, Tunesien, Nigeria.

I 1990’erne troede vi at have fået et nyt og fredeligt Rusland til nabo, der gradvist ville tilnærme sig vores demokrati og frie markedsøkonomi.

I det 21. århundrede er det atter religionerne, hvis evne til at udløse konflikter i vor verdensdel ellers var blevet afmonteret med den westfalske fred i 1648.