Den moralske Følelse oprøres, naar saadan en Kjeltring kaster Kjep med den Første den Bedste; men faaer en Konge Lyst til en af sine Undersaatters Koner eller Døttre, siger Man smilende: „han kaster Tørklædet.“ Det er ikke Tingen selv, som kommer paa Moralens Vægtskaal; men Hvo, der gjør den, og hvorledes den gjøres: at udsue et fjendtligt Land, kalder Man at brandskatte: at dræbe og lemlæste nogle Tusinde Mennesker, faaer Navn af en glimrende Sejer: at opbrænde en Stad og ødelægge en Provinds, hedder Erobringer; men naar vore jydske Kjeltringer brandskatte, det er at udsue; naar en Prævliqvant vinder afgjørende Sejr i en Duel paa Tornkjeppe eller Foldeknive, det er et Mord; og skulde han afsvie en Straahytte (som yderst sjældent turde være Tilfælde), det er virkelig Mordbrand. At stjæle et Land, veed Enhver, er et stort Foretagende; at stjæle en Griis eller et Faar, er et gemeent Tyverie: Attila og Semiramis faae Plads i Historien – Stoffer Eenøje og Lange Margrethe i Viborg Tugthuus