Narnia 1 – Troldmandens nevø

ldefar var barn. Det er en

Når man forsøger at gøre sig selv dummere, end man i virkeligheden er, sker det temmelig tit, at det lykkes.

så pludseligt, og det var så uhyggelig anderledes end noget andet, Digory nogen sinde havde oplevet (også i et mareridt), at han udstødte et skrig. Onkel Andrew

å,« sagde Digory, meget overrasket.

»Vær nu ikke så dum,« sagde Polly

samme øjeblik, råbte hun »hr. Ketterley«, og han råbte »onkel Andrew«, og så vidste de, hvem de var, og begyndte at kunne huske det hele. Efter et par minutters snak havde de få

Det havde naturligvis form som et loftsrum, men var møbleret som en dagligstue. Væggene var helt fyldt op med hylder, og hylderne var stopfulde af bøger. Der var ild i kaminen (du må huske, at det var en meget kold sommer det år), og foran den stod en højrygget lænestol med ryggen til dem. Mellem stolen og Polly stod der et kæmpestort bord, som var fyldt med alle mulige ting – trykte bøger og bøger af den slags, man selv kan skrive i, og blækhuse og penne og segllak og et mikroskop. Men det, hun først lagde mærke til, var en stor rød træbakke, hvorpå der lå nogle ringe. De lå sammen to og to – en gul og en grøn, dernæst et lille mellemrum og så igen en gul og en grøn. De var ikke større end almindelige ringe, men farverne gjorde, at man ikke kunne undgå at få øje på dem. Du kan slet ikke forestille dig, hvor smukke og farvestrålende de var. Hvis Polly havde været en smule yngre, ville hun have følt sig fristet til at tage en af dem i munden.
Der var så stille inde i værelset, at hun straks lagde mærke til urets tikken. Og i næste øjeblik opdagede hun, at der alligevel ikke var så tyst, som hun først havde troet. Hun kunne høre en svag – en meget, meget svag – summelyd. Hvis man havde haft støvsugere dengang, ville Polly have troet, at det var sådan en, hun kunne høre et stykke derfra – et par etager længere nede. Men det var en mere behagelig lyd, en mere musikalsk tone – blot så svag, at man knap kunne høre den.
»Det er i orden. Der er ingen herinde,« sagde Polly over skulderen til Digory. Hun hviskede ikke længere nu. Og Digory trådte missende ind ved siden af hende. Han var meget snavset – og det var Polly i øvrigt også.
»Det var værre,« sagde han. »Huset er alligevel ikke tomt. Vi må hellere se at forsvinde, inden der kommer nogen.«
»Hvis tror du det er?« sagde Polly, idet hun pegede på de farvestrålende ringe.
»Årh, kom nu,« sagde Digory. »Jo før …«
Han fik aldrig sagt sætningen færdig, for i det samme skete der noget. Pludselig bevægede den højryggede stol foran kaminen sig, og fra den rejste sig – som en teaterdjævel, der kommer op ad en

En formiddag, hvor hun var ude i baghaven, stak en dreng hovedet op over muren inde fra haven ved siden af.

huse, der alle hang sammen. En formiddag, hvor hun var ude i baghaven, stak en dreng hovedet op

5. Det begrædelige Ord