Jennifer Bell

De ualmindelige

  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Kapitel fireogtredive
    Lyset var tændt bag de snavsede vinduer i Hoff & Winkle’s Hobsmatch Magasin da Ivy omsider nåede frem. Hun havde været nødt til at løbe risikoen og spørge adskillige gadeklokker på vejen for at være sikker på at hun gik i den rigtige retning. Hun skyndte sig om bag huset, smuttede op ad trappen og stod uden for døren til Valians værelse. Der var ikke en lyd at høre derindefra.

    Ivy lukkede øjnene. Hun måtte ikke blive for ked af det hvis Seb ikke var der – det havde hun ikke tid til. Og det behøvede jo heller ikke at betyde at han ikke var i live. Det betød bare at han ikke var kommet tilbage. Så var hun nødt til at fortsætte og redde deres mor og far uden ham, lige meget hvad.

    Hun åbnede øjnene og bankede let på døren.

    Først skete der ingenting.

    Stilhed.
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Ivy var kommet fri af ghoulhullet, kollapsede hun på det kolde stålgulv, og hendes forældre faldt sammen ved siden af hende. Omkring sig havde hun de sølvfarvede vægge i konservesdåserummet – det med alle de gamle skærme og betjeningspaneler – men nu virkede det hele tåget og forvrænget. Officer Smokeharts ansigt svævede over hende. Hun kunne høre hans stemme, men ordene var ude af takt med mundens bevægelser.
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    de var kommet igennem buen, begyndte Valians planteske at blusse klart. De var ude af tunnelen, og i det åbne rum omkring sig fik Ivy øje på et lille skrivebord af træ dækket af flere centimeter støv. På bordet stod en lige så støvet gammel skrivemaskine, og der lå en stak gulnede, mølædte papirer.

    »Hvor er vi?« Seb h
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    De drejede hen ad en øde gade hvor deres far standsede op mellem to store stenbygninger. Da Ivy og Seb kom nærmere, hørte de en rumlen. Brostenene buldrede under deres fødder som om undergardens heste kom hamrende hen ad gaden.

    Men det var ikke undergarden der var skyld i larmen.

    »Ivy,« hviskede Seb og pegede. »Springvandet!«

    De gemte sig i en døråbning på den anden si
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Kapitel seksogtyve
    Ivy fulgte efter Seb mens han banede sig vej gennem det mylder af mennesker der havde samlet sig uden for ­Cabbage Moon. »Undskyld!« råbte han og skubbede et blåt tylsskørt til side. »Vi skal igennem!«

    Ivy mærkede en gysen da hun passerede undergardens sorte rustvogn. Der sad nogen inde bagi, men de vajende fjerprydede hatte og glitrende hovedbeklædninger spærrede for udsynet.

    Da de var kommet ind på kroen, smækkede Valian og Ethel døren efter dem og lukkede lyden af menneske­mængden ude.

    »Derek?« råbte Ethel ind i den tomme hall. »Derek
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Kapitel fireogtyve
    En lang, grå fjer dansede op og ned i luften foran Ivys ansigt. Hun prøvede at vifte den væk, men den styrtdykkede ned under hendes hånd og begyndte at skrive.

    »Fedt,« stønnede Valian ved siden af hende. »Det er fra Ethel.«

    Ivy forstod ikke hvordan han kunne vide det – men måske brugte Ethel kun duefjer. Uanset hvad det var for en fjer,
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Kapitel treogtyve
    I den støvede skive på det ualmindelige vækkeur ser jeg mors ansigt dukke ud af mørket. Hendes øjne er knebet sammen i smerte, hendes læber er sorte. Hendes tjavsede sorte hår begynder at blive gråt, og hendes ansigt bliver længere, bliver til en andens ... fars. Hans briller er smadret, hans blå øjne er spærret op af frygt. Han har
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Kapitel enogtyve
    Ivy kom tumlende ind i studerekammeret hvor hun snublede over det tykke tæppe. Hun greb fat i Sebs hættetrøje med den ene hånd og flåede den ualmindelige konvolut op med den anden. Rummet begyndte at snurre rundt. Mahognireoler og sølvfarvede
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Kapitel tyve
    Da de var kommet ind på stien, blev luften koldere. Ivy trak frakken tæt sammen om sig og så op på fuldmånen. De kunne ikke befinde sig neden under jorden i Lundinor længere. Hun tænkte på om huset mon lå i London – eller måske i en helt anden del af verden. Hun kunne lugte friske fyrretræer og gættede på at den mørke skygge i det fjerne var en skov.
  • Martin Benjamin Poulsenhar citeretfor 3 år siden
    Valian masede sig forbi dem. »Gammelt er det i hvert fald. Og det er den stakkels fyr der passer det, også. Albert Merribus hedder han. Han må have været postmester i fyrre år. Kortet er omme på den anden side.«
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)