Der findes næppe en relation, hvor voksne så nemt og hurtigt mister oplevelsen af at være gode nok, tilstrækkelige eller værdifulde og så snart det sker, begynder mange af os at skælde ud på børnene eller ligefrem at straffe eller slå dem. Som den aggression der opstår oftest, kommer også denne af afmagt, underskud og angst.
Om forældre faktisk slår eller slår med tungen, som nogle børn kalder det, når de voksne skælder ud, gør ikke den store forskel i børnenes oplevelse af situationen. De mister lynhurtigt deres oplevelse af at være værdifulde for deres forældre og reagerer – ja, netop: aggressivt. Enten svarer eller slår de igen, banker lillesøster oveni hovedet eller vender det hele indad og bliver triste og skyldbetyngede.