bookmate game
J. W Goethe

Den unge Werthers lidelser

  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Dengang du var lykkelig! udbrød jeg, mens jeg hurtigt gik mod byen, da du havde det som en fisk i vandet! – Gud i himlen! Har du gjort det til menneskenes skæbne, at de kun er lykkelige før de får forstandens fulde brug og når de mister den igen!
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Ofte siger jeg til mig selv: Din skæbne er enestående; pris de andre lykkelige – sådan er endnu ingen blevet pint og plaget. – Så læser jeg en af fortidens digtere, og jeg føler det, som om jeg så ind i mit eget hjerte. Jeg har så meget at stå igennem! Ak, har da noget menneske før mig været så ulykkelig?
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Når jeg læser den dybe kummer på hans pande, ser den sidste helt i yderste udmattelse vakle mod graven, ser hvorledes han stadig indsuger nye smertefuldt glødende glæder af sine hedengangne skyggers kraftløse nærvær og vender sit blik mod den kolde jord, mod det høje, bølgende græs og udråber: „Vandreren skal komme, komme skal han, som kendte mig i min skønhed, og spørge: Hvor er sangeren, Fingak herlige søn? Hans fodtrin skal gå henover min grav, og forgæves spørger han efter mig her på jorden.“
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Jeg vendte hovedet bort. Hun skulle ikke gøre den slags, skulle ikke ophidse min fantasi med disse billeder af himmelsk uskyld og salighed, og vække mit hjerte af den søvn, som livets ligegyldighed så ofte vugger det ind i! – Og hvorfor ikke?
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 4 år siden
    Min ven,“ udbrød jeg, „mennesket er menneske, og den smule forstand, man måske har, kommer kun lidt eller slet ikke i betragtning, når lidenskaberne raser og det menneskeliges grænser begynder at snære. Tværtimod. – Men det kan vi tale om en anden gang ...“ sagde jeg og greb min hat. O mit hjerte var så fuldt. – – Og vi skiltes, uden at have forstået hverandre. Sådan som vel ingen på denne jord har let ved at forstå den anden.
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 4 år siden
    Min moder så gerne, at jeg udfoldede nogen aktivitet, skriver du, det har fået mig til at le. Er jeg da ikke også aktiv nu, og er det egentlig ikke ligegyldigt, om jeg tæller ærter eller linser? Alting her i verden munder dog ud i en nederdrægtig bagatel, og det menneske, der slider sig op for guld eller ære eller hvad det nu er af andre grunde end lidenskab og indre trang, han er og bliver dog en nar.
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Da han havde talt et stykke tid, begyndte han ligesom at gå i stå, som den der har mere at sige og ikke tør; til sidst røbede han, og også da med en vis generthed, hvilke små friheder, hun havde tilladt ham, hvilken intimitet, hun gav ham lov til. Han brød af to-tre gange og understregede heftigt, at han ikke sagde det for at stille hende i et slet lys, at han elskede hende og satte hende ligeså højt som før, at sådan noget derfor ikke burde være kommet over hans læber, men at han kun fortalte mig det, for at overbevise mig om, at han hverken var pervers eller forrykt.
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Han bekendte, ja han fortalte med en slags generindringens nydelse og fryd, at lidenskaben for hans madmor var vokset dag for dag, så at han til sidst ikke vidste, hvad han gjorde, eller, som han udtrykte det, ikke anede hvor han skulle gøre af sit hoved. Han havde hverken kunnet spise eller drikke eller sove, maden var blevet siddende i halsen på ham. Han havde gjort, hvad han ikke skulle gøre; hvad der var blevet pålagt ham, havde han glemt, han var som forfulgt af en ond ånd, indtil han en dag, da han vidste, hun var oppe i et kammer ovenpå, var gået efter hende, eller snarere var blevet draget efter hende; da hun ikke ville lytte til hans bønner, ville han tage hende med vold; han ved ikke, hvad der kom op i ham, og tager Gud til vidne på, at hans hensigter med hende altid havde været reelle og at han ikke havde længtes efter andet, end at hun giftede sig med ham, at hun ville leve sit liv sammen med ham.
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Hvorfor beholder jeg ikke alt det for mig selv, som gør mig syg og bange? Hvorfor skal jeg også bedrøve dig? Hvorfor giver jeg dig altid anledning til at beklage mig og bebrejde mig? Men det får være. Det hører vel også med til min skæbne!
  • Johnny Sander Andersenhar citeretfor 4 år siden
    Ja, sådan er det. Når naturen hælder mod høst, bliver det efterår inde i mig og omkring mig. Mit løv bliver gult, og de omkringstående træers blade er allerede faldet af.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)