Sort mælk

 I 1995 udkom et i dag uopdriveligt Celan-udvalg i Peter Nielsens oversættelse. Sort mælk er en udvidet og redigeret udgave af bogen, der er et fornemt eksempel på moderne tysk lyrik. Paul Celan er en uomgængelig skikkelse i den moderne europæiske litteratur og et modeksempel på filosoffen Adornos påstand om, at det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz. Paul Celan blev født i 1920 in Czernowitz i Rumænien (nu en del af Ukraine). Han hed oprindelig Paul Antschel, men ændrede efter krigen sit navn til det fransklydende Celan. Han voksede op i et multikulturelt og multisproget område og havde tysk som modersmål og digterisk sprog, selvom han også talte rumænsk. Som stor dreng mistede han sine forældre, da de blev deporteret til en kz-lejr, hvor de døde. Selv blev han sendt til en arbejdslejr. Efter krigen lykkedes det ham at komme til Wien. Siden slog han sig ned i Paris. Her blev han stærkt påvirket af den franske, surrealistiske digtning. Han anses i dag for én af de helt store europæiske lyrikere efter anden verdenskrig. Død for egen hånd i Paris 1970.


Pressen skriver:

»Og lad det så være sagt ligeud: Sort mælk bliver utvivlsomt en af det nye års vigtigste udgivelser, ikke kun for lyriklæsere, men for enhver, der vil vide mere om det 20. århundredes øst-og mellemeuropæiske historie, om antisemitiske forfølgelser og overgreb og ikke mindst om, hvilke eftervirkninger forfølgelser og overgreb kan have på et menneskes psyke og sprog.«
– Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen
»Celans digte er skarpt slebne krystaller af en nådesløs skønhed, som ikke bliver mindre, i takt med at de bliver mere abstrakte. »Der er endnu sange at synge hinsides menneskene«, som der står i 'Atemwende' (1967), og Celans digte bliver i stigende grad 'sange hinsides menneskene'. Men sange, som ingen læsende europæer efter Auschwitz bør lade uhørte.«
**** – Lillian Munk Rösing, Politiken
»Ikke alene er en hel epokes tragedie skrevet ind i Paul Celans livshistorie, hans digte hører også til de stærkeste og mest fortættet smertefulde udtryk for det uundgåelige og nødvendige sorgarbejde i efterkrigstidens digtning. … digtene i »Sort mælk« taler stærkere end nogensinde.«
****** – Jørgen Johansen, Berlingske
»Celans lyriske univers konfronterer os med tilintetgørelsens mulighed, man kan måske kalde det et desillusioneret univers, men ordene og digtningen bærer en skønhed og en mening igennem på trods heraf -som en Niemandsrose, der klinger lidt bedre end det danske Ingenrosen.«
****** – Christian Stokbro Carlsen, Nordjyske Stiftstidende