Den grønne ø 1

Og hvis du gør, så skal jeg fortælle dig noget andet,“ fortsatte Kelt. „Han er en selvisk og skånselsløs

ndte med at stå akavet og kramme hinanden. Det slog mig, at jeg havde kr

endte med at stå akavet og kramme hinanden. Det slog mig, at jeg havde krammet min mor mere her de sidste uger end de seneste mange år af mit liv. Vi var kommet meget tættere på hinanden midt i alt det forfærdelige, der var sket

i første række både før og efter kampe, men holde sig i baggrunden, mens det går hedt til. Det er sådan,

han er også snu. Far siger, han forstår kunsten at være

var et hyl, der kunne have tilkaldt de døde, og sekunder efter hørte jeg da også løb på terrassen. Men jeg slap stadig ikke. Heller ikke, selvom det var lige præcis det, Freja i skinger tone forlangte, at jeg skulle. „Slip ham. Slip ham så. Forpulede menneske. Slip ham!“
Katten skal dø.
Katten skiftevis slap sit greb for at hyle og lod så tænderne synke dybere og dybere ned i mit lår igen for at forsvare sig. Den anede tydeligvis ikke, hvad der skete. Det gjorde jeg heller ikke. Kun at mørket væltede op nedefra, op gennem min krop. Ud gennem mine tænder og over i katten.
Freja blev ved med at råbe, at jeg skulle slippe, og at katten skulle slippe. Jeg havde blod i munden, og så blandede en tredje sig pludselig. En mandsstemme, der lød fra den

Derhjemme i langhuset sad de alle med tilbageholdt åndedræt og ventede på øjeblikket, hvor jeg igen ville vågne. Mor ville sikkert stå og tænke på mughjertet, mens hun overvågede mit åndedræt, og alle de andre kvinder, der havde løjet for bygden gennem tiden, ville tænke, at det værste nu var overstået for mig: timen i varmen, presset med at huske planterne og smerten fra den kogende drik. De forstod ikke

KAPITEL 9
Mørket indeni
Jeg havde set sejdritualet masser af gange, og jeg vidste, at min krop var faldet sammen derhjemme og lå stille. Derhjemme i langhuset sad de alle med tilbageholdt åndedræt og ventede på øjeblikket, hvor jeg igen ville vågne. Mor ville sikkert stå og tænke

indeni
Jeg havde set sejdritualet masser af gange, og jeg vidste, at min krop var faldet sammen derhjemme og lå stille. Derhjemme i langhuset sad de alle med

faldet sammen derhjemme og lå stille. Derhjemme i langhuset sad de alle med tilbageholdt åndedræt og ventede på øjeblikket, hvor jeg igen ville vågne. Mor ville sikkert stå og tænke på mughjertet, mens hun overvågede mit åndedræt, og alle de andre kvinder, der havde løjet for bygden gennem tiden, ville tænke, at det værste nu var overstået